10 tegn på at du (muligvis) er emetofobiker!

 

NAME- ALEXANDRA (2)

Sååå… Efter at have mødt andre emetofobikere i min behandlingsperiode, har jeg erfaret, at vi har nogle vaner og mønstre. Nogle lidt mere underlige og sjovere end andre, og nogle som bare bekræfter, vi er emetofobikere. Her er en lille checkliste, som du kan læse for at finde ud af, om du måske er emetofobiker.

(Jeg siger ikke, dette er gældende for alle emetofobikere, heller ikke at du nødvendigvis er emetofobiker, hvis du kan svare ja til de her, det er kun en liste, som jeg selv har erfaret, passer på mange, som har fået diagnosen emetofobiker.)

  • Du er ekstra påpasselig med, hvor du spiser. Spiser du ude, er elitesmiley et krav. Sushi, skaldyr o. lign.  er en fælde, skjult i trend, og du følger ikke den trend!luves
  • Offentlig transport sætter en skræk i livet på dig. Du vælger at sidde tættest på døren, toilettet og/eller medbringer en pose i tilfælde af, at uheldet er ude.
  • Store forsamlinger er et no go. Alt for mange mennesker i kø ved toiletterne, alt for stor smittefare, og alt for mange der ville være vidne til dit mulige panikanfald.
  • Du har svært ved at skelne ømme muskler, menstruationssmerter, oppustethed, overmæthed, sult m.m. fra maveinfluenza. Enhver rumstering i maven tolkes værst muligt og vil helt sikkert få dig til at kaste op.luvpm
  • Du har hældt alkohol ud i vasken for at undgå at drikke det i tilfælde af, at du skulle få tømmermændssyge. Fake it till you make it (home)
  • Hvis én du kender har maveinfluenza, så har du spist meget lidt eller intet indtil smitteperioden for vedkommende er overstået. Intet indtages, intet opkast.
  • “Børn er søde!” Oh hell no! Børn er små bakteriefyldte, omvandrende væsner, som piller næse, spiser jord og tørrer numse med deres hænder. Deres mission er sygdom, og de helmer ikke før, du er smittet.luxah
  • Opkast er kodeordet for aktiveringen af din “radar”. En person i gågaden kan gå 50 meter foran dig og sige dette, og så tuner du ind. For en sikkerheds skyld, venter du lige til personen er ude af syne med at gå videre.luxi9
  • Efterår/vinterperioden er sæson for opkast. Derfor holder du dig kun indendøre, indtil det bliver forår igen. Basta.luvzw
  • Sidst men ikke mindst, du gør brug af dine små sikkerhedsforanstaltninger når du skal sove. Fjernsynet må gerne være tændt, indtil man næsten ikke kan holde øjnene åbne mere, og en pose eller spand er under sengen klar til assistance bare lige for en sikkerheds skyld. My guilty pleasures.luxqq

 

Så nåede vi til bunds! Som sagt, jeg fortæller dig hermed ikke, at du har en fobi. Der er stor forskel på ikke at bryde sig om noget og at indrette sit liv efter en fobi! Og jeg vil ikke gøre mig klog på præcis din situation, det er en forholdsvis lang process at blive udredt som emetofobiker, så hvis du vil være sikker, vil jeg anbefale dig at snakke med din læge og efterfølgende en psykolog 🙂

Som du kan se, joker jeg lidt med det her, men bare for at forsikre dig, så beskriver alle de her ting mig ned til punkt og prikke, det er ikke for sjov, men man bliver nødt til at grine ad sig selv engang i mellem, og jeg kan jo godt se, det lyder mærkeligt og måske endda latterligt for mange, men det er den rene skindbare sandhed for os emetofobikere, og selv de små kan virke skræmmende.

Håber det gav jer lidt en (sjov) indsigt, og alle spørgsmål er selvfølgelig velkomne! 🙂

– Mette

   

Emetofobi – En dag på MOMU

WORLD YOU LOVE (2)

At være omkring mange mennesker som emetofob kan være udfordrende. Meget udfordrende. Da min fobi var værst, kunne jeg næsten ikke engang forlade vores lejligheds trygge rammer, og jeg havde meget svært ved at være omkring mennesker, selv min egen familie. Men nu hvor jeg er så godt på vej og fortsætter med at eksponere (læs del 4, behandlingen), så har jeg nu alligevel godt af at komme ud, og jeg nyder det faktisk også.

I lørdags var min kære svigerfamilie og jeg på Moesgaard Museum for at opleve de berømte Terrakottakrigere specielt. Der var propfyldt med mennesker, familier med deres børn og køer i lange baner! Det var, for at være ærlig, stressende til at starte med. Jeg følte mig en smule fanget og må indrømme, at jeg havde svært ved at overskue at være der. Men givende, at vi endelig var lidt sammen med Daniels familie, som vi ser for sjældent, så ville jeg jo gerne afsted, så jeg tog mig sammen. Og hvor var det godt, jeg gjorde det! Museet var fantastisk! Kæmpe stort, indbydende og bød på en masse forskellige udstillinger, som var så gennemførte!

Vi startede med at gennemgå de forskellige udstillinger bl.a. Bronzealderen og Jernalderen. Igen var der utrolig mange mennesker, det var trods alt ferie og specialudstillingen om Terrakottakrigerne tiltrak nok en del mennesker, så der var lidt trangt. Normalt ville jeg instinktivt holde god afstand til alle fremmede mennesker, men det var lidt svært her, så jeg lod mig omringe, og jeg havde det overraskende fint med det! 😀

Min søde svigermor havde været så rar at tage en stor madpakke med med en masse sandwicher og kage, så da vi var færdige med udstillingerne, spiste vi. Normalt ville det at spise noget, jeg ikke selv havde lavet også provokere angst i mig, men sjovt nok er min svigermors mad noget af det mad, jeg slet ikke frygter at spise, så jeg spiste løs! Og det var for mig også en sejr i sig selv.

Vi skulle, efter vores dejlige madpakke, stå i en rigtig lang kø for at komme ind og se Terrakottakrigerne. Men må jeg sige, det var ventetiden værd! Selve historien bag er lang, men så fascinerende! (Jeg vil ikke selv komme ind på den, men jeg vil råde alle som holder af god kulturhistorie, om at læse om dem. Det er vildt spændende!) Til sidst tog vi og så den sidste udstilling som handlede om “De Dødes Liv”. Også spændende!

Efterfulgt af den store oplevelse, fik vi kaffe og kage! Og så sluttede vi dagen af med en tur ud i dyrehaven, hvor vi fodrede bambier!

Så alt i alt var det en super dejlig dag, og vi fik oplevet meget. Jeg følte, jeg fik både en god oplevelse og god eksponeringsoplevelse ud af det, og ikke mindst en dejlig dag med min svigerfamilie og min kæreste. Jeg kan kun anbefale MOMU og tag endelig ud og se det, mens Terrakottakrigerne er der.

For alle jer emetofober derude: Det er en rigtig god øvelse, og der er masser af information at læse på i udstillingerne, som kan distrahere fra katastrofetankerne, så no excuses! 😉

– Mette

Emetofobi – Min fremtid?

FAIL (1)

Da jeg nåede bunden, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg havde en fremtid. Når man har emetofobi, påvirker det sådan set alle tænkelige aspekter i ens liv, fordi der er så ufattelig mange ting, som kan få en til at kaste op. Det værste er dog tanken om ikke at kunne få børn på grund af det. Min mor var utrolig syg, dengang hun bar mig. Hun kastede op hele tiden. Jeg har stadig min tvivl omkring at kunne klare det.

Ikke nok med det, lad os sige jeg klarede de ni måneders graviditet, hvad så når mine børn bliver syge? Jeg kan jo ikke tage mig af dem. Sikken mor jeg ville være. Det er frygteligt at tænke på alt det her, og det gør rigtig ondt.
Jeg vil jo gerne have børn med Daniel engang, også fordi jeg ved, han rigtig gerne vil have børn, og jeg ved, at han ville blive en fantastisk far! Han fortjener det. Og jeg håber, at jeg når den tid kommer, ville kunne give ham det.

Dét at alle de her tanker stadig stresser mig og påvirker mig, viser mig alligevel, at jeg har meget at arbejde på endnu, og heldigvis er hverken Daniel eller jeg klar til børn endnu alligevel, så jeg har masser af tid til at blive klar. Derimod at skulle ud i arbejde igen, det er ikke så langt væk endda. Først og fremmest aner jeg ikke, hvad jeg vil, eller hvad jeg egner mig til, når der er det her hensyn, der skal tages. Og for det andet, kan jeg arbejde 37 timer igen?

“If you go around being afraid, you’re never going to enjoy life. You have only one chance, so you’ve got to have fun.”

– Lindsey Vonn

Jeg har længe tænkt, at det ville være dejligt bare at kunne arbejde hjemmefra. Bare være mig selv. Ikke at skulle bekymre sig om, hvornår fobien ville vise sig igen, mens man var på arbejde, ikke at skulle være bange for at blive smittet af enten kolleger eller kunder, og ikke mindst bare at kunne være glad for det, jeg laver og ikke skulle fokusere på fobien, fordi jeg er i min “safe zone” Jeg er tryg her. 

Dét tænkte jeg, ville være det absolut mest ideelle for mig. Jeg er også introvert af person, så jeg nyder mit eget selskab og arbejder bedst alene. Men hvad kan jeg så arbejde med hjemme? Der er ikke så mange muligheder igen. Jeg drømmer måske lidt om måske at skrive en bog, eller måske blive psykolog og hjælpe andre med fobier, specielt min egen.

Jeg ved, der er mange spørgsmål for mig lige nu, der er mange ting i mit hoved, men i det mindste tænker jeg nu, hvordan kan jeg leve mit liv til fulde sammen med den her fobi? Hvad skal der til, for at jeg kan leve mit liv sammen med fobien og stadig være glad? Hvilke omgivelser og jobmuligheder skal jeg overveje for at mærke den så lidt som muligt? Nu tænker jeg ikke på, hvor håbløst det er, fordi jeg nu ved, at den her fobi er en del af mig, og uanset om jeg vil det eller ej, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

Hvem ved, måske er det mit kald at hjælpe andre med den her fobi; måske fik jeg den fordi det er meningen med mit liv. Uanset hvad, så ved jeg, at jeg har muligheder, og det har du også! Du må aldrig glemme, at uanset hvad, har du muligheder, det er meget lidt man bliver budt i livet, der er værd at tage sit liv for. Og tag det fra én som aldrig troede, hun overhovedet bare ville have de tanker! Man kan sameksistere med ens dæmoner, de vil altid være der, men man finder altid ud af det. Tro mig!

Jeg ved i hvert fald, at min vej bliver mere klar for mig, som tiden går, og jeg bliver stærkere. Og måske er der en mening med alt. Det handler i bund og grund om, hvordan man bruger det, man får smidt i hovedet og vende det om til, hvordan det her kan hjælpe mig, hjælpe andre, gøre mig klogere, gøre verden klogere, og hvordan vi vælger at se tingene på.

Det tog mig tid at indse dette, og det har været en hård og lang proces, men den har gjort mig en hel del stærkere, og det er sandt hvad man siger om, at det der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Meget kliché og langhåret, jeg ved det. Men tro på det! Det vil ændre dit liv! 🙂

– Mette

   

Emetofobi – På egne ben

luxury

I sidste blogindlæg kom jeg ind på, hvordan min behandlingsperiode foregik. Jeg kom mest ind på kognitiv adfærdsterapi, den kognitive diamant, og hvordan det hele fungerede. Nu vil jeg så komme ind på, hvordan jeg tog det og brugte det uden for gruppens sikre rammer. Det var også det, vi kaldte for vores “lektier“.

Vi fandt nogle situationer hos os hver især, som var problematiske og lavede “Adfærdseksperimenter” på dem i form af, at vi skulle eksponere. Det vil sige, at vi udsatte os selv for den situation, som var svær for os at være  i, og så skulle vi holde ubehaget ud ved at gøre brug af det, vi havde lært. Meningen med disse eksperimenter var jo så, at vi skulle få nye succesoplevelser, som kunne modbevise vores mening om, at vores sikkerhedsadfærd på nogen måde var behjælpelig for os, for det var de ikke.

For at sætte dig helt ind det, får du her et eksempel:

Jeg ville tage en plastikpose med i min lomme, når jeg skulle noget, hvor der ville være enten mange mennesker, eller hvis jeg skulle ud at køre med offentlig transport, altså i situationer, hvor jeg følte mig specielt sårbar og fanget, og hvor der ikke var mulighed for at gemme mig, hvis jeg skulle kaste op.

Dét at jeg tog en plastikpose med som sikkerhedsadfærd, fik mig til at tro, at jeg kunne forhindre eller i det mindste forberede mig så godt, at jeg ikke ville gøre mig selv ligeså meget til grin, hvis jeg skulle kaste op. Når så jeg havde kørt med bus uden at få brug for plastikposen, så ville jeg tænke, at posen havde gjort mig godt, fordi den gav mig en form for sikkerhed, og derfor kastede jeg ikke op. Dermed ville jeg tage den med en anden gang, fordi den hjalp mig – troede jeg.

Problemet med sikkerhedsadfærd er, at man tror det hjælper én, hvorimod den faktisk hjælper én med at bibeholde ens fobi, fordi man aldrig udsætter sig selv for de situationer uden at være “forberedt”. Ved at jeg altid gjorde brug af sikkerhedsadfærd, byggede jeg en mur omkring min fobi, som kun blev sværere og sværere at nedbryde. Hver gang jeg gjorde brug af en sikkerhedsadfærd, tilføjede jeg endnu en mursten til muren.

Da jeg ikke havde gruppen mere og skulle ud på egne ben, ville testen for alvor begynde. Sidst jeg var på egne ben, var jeg på selvmordens rand, så jeg var bange og ked af at skulle være foruden min kære gruppe og min psykolog.

Men nu hvor min familie og min kæreste havde set alvoren i min fobi, støttede de mig også 100%, og det har været en enorm hjælp for mig.

Det har været rigtig svært, men jeg har ved hjælp af alt det, jeg har lært, fået utrolig mange succesoplevelser! Jeg kan tage ud at spise, jeg kan smage smagsprøver i supermarkedet og være omkring folk (med måde) uden brug af sikkerhedsadfærd, og alt det er kun eksempler på, hvad jeg har opnået. Jeg kan en del flere ting, men arbejder stadig intensivt på det hele; det er ikke slut endnu.

Jeg lærte en vigtig ting ved at nå bunden, og det er, at der er én ting som, er stærkere end frygt: Håb!

– Mette

Emetofobi – Behandlingen

At leve med en fobi

Min behandling bestod hovedsageligt af jævnlige besøg hos min læge, men mest af alt gruppeterapi på “Center for OCD og angstlidelser” i Viborg. Derudover har jeg læst en helt fantastisk bog af  Rob Kelly, som hedder: “Cure your emetophobia and thrive“. (Jeg laver en anmeldelse af den senere). Min psykolog, Maria, spurgte mig, om jeg ville være okay med at komme i en gruppe med tre andre, som hun mente, også havde emetofobi i mindre eller højere grad. Det første jeg tænkte, var: “Tre andre som har emetofobi?!” Jeg havde jo gået det meste af mit liv og troet, jeg var alene med det her, og lige pludselig var der tre andre!

Jeg blev virkelig glad og sagde, at det var jeg helt klart okay med, og jeg ville glæde mig til at møde dem. Gruppen bestod af en ung pige på alder med mig, en midaldrende dame, en midaldrende mand og mig selv.  Først og fremmest fik det mig til at tænke, at den her fobi virkelig kan ramme alle mennesker i alle aldre. Det fik mig også til at tænke, at hvis der er tre bare i Viborg og omegn med emetofobi, så er der sikkert mange som har det, som enten ikke ved det eller ikke tør stå frem på grund af den manglende forståelse for den.

De var alle utroligt rare og gode mennesker, og det gjorde mig utrolig ondt, at de her mennesker skulle have emetofobi. Jeg ville ikke ønske den for mig værste fjende. Men det var fascinerende at høre, hvordan fobien påvirkede deres hverdag, hvor forskelligt det rammer, og hvad der ligger i fokus hos dem. Hos den midaldrende dame (Vi kalder hende Lone) var det utroligt svært at være omkring hendes børn og tage sig af dem, når de var syge.

Lige præcis dét har jeg også selv tænkt meget over. Vil jeg nogensinde kunne tage mig af et barn? Ville jeg blive en god mor? Lone var for mig utrolig behjælpelig. Hun lærte mig, at en mors bånd til et barn er utroligt stærkt, og på trods af den her fobi, som gud ved er ubarmhjertig, så er man der for sine børn. Det gav mig mod til at tro på at jeg nok skal kunne få børn en dag, og jeg nok skal kunne klare morgenkvalme osv.

Metoden, som Maria gjorde brug af, var Kognitiv adfærdsterapi. Og hvad er så det?

“Det er en behandling, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende.
Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkaldende og mere selvunderstøttende, nuanceret og fornuftsbetonet” – Angstforeningen.dk

Kort fortalt: Vi fandt allesammen i fællesskab nogle situationer, som fremprovokerede angst i os. F.eks. ved mig kunne det være at spise ude. Så gennemgik vi situationerne grundigt, så vi var helt klar over, hvad det var i situationen, som specielt medførte angst, og hvilke former for sikkerhedsadfærd vi gjorde brug af.

• Hvilke tanker havde vi (‘katastrofetanker’, kaldte vi det)
• Hvilke alternative tanker kunne vi tænke istedet (tanker, som kunne hjælpe og mindske angsten)
• Så fandt vi frem til eksponeringer, dvs. øvelser hvorpå vi “udfordrede” os selv til at være i den angstprovokerende situation uden at gøre brug af vores sikkerhedsadfærd.

Nedenfor har vi den kognitive diamant, som viser, hvordan ens egne tanker, følelser og adfærd hænger sammen, og hvordan det påvirker kroppen. Det hele er en stor ond cirkel, eller diamant i dette tilfælde. Det viser, hvordan katastrofetankerne medfører en følelse af angst, ubehag o.lig., hvor vi efterfølgende har bestemte sikkerhedsadfærd, som får os til at tro, hjælper os. Og til sidst en fysisk fornemmelse i kroppen, som i mit tilfælde f.eks. kunne være kvalme. Rent psykisk kunne jeg få kvalme af noget så simpelthen som en ond tanke.

diamant

Et eksempel på det hele kunne som nævnt være:

Situation: Ud at spise.

Katastrofetanker: Jeg får madforgiftning, bliver syg og kaster op.

Sikkerhedsadfærd: Jeg tager ikke afsted. Jeg medbringer en pose i min lomme. Jeg spiser det, jeg føler mig mest tryg ved og undgår madvarer, som har størst risiko for at give mig madforgiftning, f.eks. sushi.

Alternative tanker: Jeg har spist her før, der blev jeg ikke syg. Jeg har det kun skidt nu, fordi jeg tænker på min fobi. Hvis jeg skulle blive syg og kaste op, skulle jeg nok også godt kunne klare det.

En eksponering kunne så f.eks. være, at man tager ud og spiser et nyt sted. Bestiller mad, som man ikke normalt ville bestille og udholder situationens ubehag uden brug af sikkerhedsadfærd, kun ved hjælp af alternative tanker.

Jeg håber ikke, jeg har tabt jer på vejen. Men her var det grundlæggende for måden, vi gennemgik behandlingen på. Hvis du har nogle spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte mig.

– Mette

Mit første interview!

WORLD YOU LOVE (1)

Min mission om at nedbryde tabuet om fobier er hermed sat i gang i form af mit første interview, som fandt sted i Radio Skive i eftermiddags. Jeg har i løbet af de sidste par uger undersøgt mine muligheder for at kunne kom ud med mine budskaber hos diverse lokale medier. Det skal jeg nok komme mere ind på i et senere indlæg *tease tease* 😉

Interviewet gik rigtig godt! Jeg havde en smule nerver på, men det havde jeg også regnet med, når det kommer til at tale om min fobi, og så endda i radioen for en masse lyttere. Vi kom både ind på, hvordan jeg er ved at komme min fobi til livs, hvordan min blog skal hjælpe og lidt om min personlige historie.

Tag en lytter!

– Mette

   

Emetofobi – Alvoren

Vantage Points

Jeg skulle på mit andet skoleforløb. Det første var gået godt, men eftersom min fobi begyndte at kigge mere og mere frem, var jeg mere nervøs for at skulle afsted denne gang. Jeg var nervøs for buffetten, som alle på skolen spiste fra til dagens tre måltider, nervøs for alle menneskene, nervøs for at være alene, for at skulle blive syg så langt væk hjemmefra og at skulle være omkring folk, som slet ikke kendte til min frygt; folk som sikkert kun ville dømme mig, hvis jeg valgte at fortælle dem om det.

Så jeg må indrømme, at jeg nok allerede dér havde dødsdømt mit skoleophold. Alt for mange negative tanker og frygten fik lov til at tage over. Men jeg tog afsted. De første par dage gik fint; jeg savnede Daniel og vores lejligheds trygge rammer, men jeg var glad for at se mine venner igen. De var den eneste grund til, at jeg kunne holde ud til at være på skolen i de 14 dage ad gangen, skønt heller ingen af dem kendte noget til min fobi.

Det blev onsdag i den første uges forløb, og Daniel og jeg havde aftalt, at han skulle komme til Aarhus, efter jeg havde fri, og vi skulle tage ind til byen sammen og få lidt at spise. Allerede på vejen ind til Aarhus i bussen havde jeg nerver på, på grund af at jeg skulle med offentlig transport ind til Aarhus centrum, og fordi vi skulle ud at spise et sted, jeg sikkert ikke havde været før. Alle mine katastrofetanker kørte rundt i hovedet på mig, men i det mindste havde jeg Daniel hos mig. En af de få personer som jeg føler mig 100% tryg ved. Han passede på mig.

Vi kom ind til Aarhus, og vi fandt efter lidt tid (og en del udforskning fra min side af diverse caféers “smileys“) en café med elite-smiley, som jeg gik med til, at vi prøvede. Maden var overraskende god, men jeg havde svært ved at nyde det. Jeg følte mig utrolig ked af, at Daniel skulle hjem igen bagefter, og jeg skulle tilbage til skolen. Ikke nok med det, så kunne jeg ikke lade være med at lade mig påvirke af en bestemt katastrofetanke, som fortalte mig, at jeg skulle tilbage til skolen; ingen dér kendte til min fobi. Hvad nu hvis jeg blev syg af maden? Jeg ville være helt alene, Daniel ville være taget hjem, og alle ville se min panikreaktion og tænke, at jeg var barnlig eller sindssyg.

Da vi havde spist, begyndte min mave at rumstere. Jeg fik ondt i den og begyndte at få kvalme. Jeg fortalte Daniel, at jeg havde det sådan, men uanset hvad han sagde, kunne han ikke berolige mig denne gang. Jeg gik frem og tilbage til caféens toilet med dårlig mave og kvalme, og jeg turde ikke forlade caféen i tilfælde af, at jeg ville komme til at kaste op i gågaden foran alle mennesker. Til sidst sagde Daniel, at han synes, vi skulle gå ud fra caféen, få noget luft, komme væk fra musikken og menneskene. Jeg gik med til det, og vi gik ud for at se, om vi kunne finde et roligt og stille sted.

Efter kort tid kunne jeg mærke, at jeg var på grænsen til at gå i panik. Vi kunne ikke finde et sted, hvor der ikke var mennesker. Jeg havde det stadig skidt, og alle katastrofetankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg begyndte at gå i panik og endte med at falde omkuld midt i gågaden. Jeg vågnede op et halvt minut senere, omgivet af mennesker, som kiggede på mig og spurgte Daniel, om jeg var okay. Jeg går ud fra, at det var min angst og panikken som udmattede mig, og at jeg følte, jeg ikke havde en “safe-zone” at gå hen til. Jeg følte mig direkte fanget og udsat på samme tid. 

Jeg endte den aften med at komme på den Psykiatriske Skadestue i Aarhus, og jeg kunne ikke tage tilbage til skolen efter det. Jeg fik lov af skolen til at tage med Daniel hjem og først komme tilbage til skolen igen mandag morgen til den sidste uges forløb. Jeg havde ufattelig svært ved at tage tilbage den mandag, men jeg gjorde det, og jeg klarede det. Jeg fik nemlig at vide af skolen, at hvis jeg ikke kom tilbage mandag, så skulle jeg starte ugerne forfra med et nyt hold uden mine venner, og det hold skulle jeg være på de sidste to skoleforløb også, ellers ville jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Så jeg tog alt der var tilbage af min motivation, hvilket ikke var meget, og fik gennemført den sidste uge med stor hjælp fra mine venner, som jeg endte med at fortælle om min fobi. De var alle meget støttende, men en del af mig fortrød, jeg fortalte dem det, fordi jeg jo godt vidste, at de ikke helt forstod alligevel.

Efter skoleforløbet begyndte mine problemer med fobien for alvor. Jeg kunne ikke komme på arbejde, og jeg følte mig fortabt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne leve mit liv med den her fobi, så tæt på mig som den er? Den styrede mit liv. Jeg blev deprimeret, selvmorderisk og endte med at blive sygemeldt og miste min elevplads, dog med egen vilje. Min kollega og chef var meget støttende og mente også, at det var det bedste for mig at stoppe og tænke på mig selv, så jeg kunne blive rask. Jeg kom på antidepressiv medicin, og de første måneders tid var jeg kun i lejligheden og kunne ikke træde ud for døren. Mine forældre og Daniel var meget opmærksomme på at tjekke op på mig flere gange om dagen via telefon, og mine forældre kom til Viborg, hver gang jeg havde brug for ikke at være alene.

Jeg kom igennem den tid kun ved hjælp af min familie, min kæreste og min læge. Og kort tid efter begyndte min behandling.

– Mette

Emetofobi – Opdagelsen

At Leve med en fobi - del 2 (3)

Da jeg blev ældre, mødte Daniel og begyndte i skole igen efter gymnasiet for at uddanne mig til salgsassistent, så var det ligesom om, at fobien fortrak sig lidt. Måske i takt med, at jeg mødte nye mennesker, som jeg gerne ville imponere, og jeg var bange for, at de ville dømme mig. Så jeg “tog mig sammen” – ubevidst vel at mærke, men stadig gjorde jeg det. Eftersom jeg havde fanget Daniel, vi flyttede sammen, skolen blev afsluttet, og jeg stod igen og bare havde mig selv at tænke på, så var det, at fobien begyndte at krybe frem igen. På daværende tidspunkt (ca. 2 år siden) vidste jeg stadig ikke, at det jeg havde, faktisk var en fobi.

Jeg havde kendt Daniel i næsten 6 måneder, før jeg ikke kunne holde det fra ham mere. Det skal siges, at Daniel er en utrolig rar, meget moden og forstående mand så det, at jeg ikke engang følte, at jeg kunne fortælle ham det, før han oplevede et panikanfald, viser igen hvor tabuiseret og flov man kan føle sig over “emetofobi”. (Han tog det rigtig pænt, og han var selvfølgelig forstående, men også en del overrasket over, hvordan man kunne være så bange for at kaste op.)

Kort efter min første episode med Daniel fik jeg en elevplads, og tankerne for fobien kunne igen træde lidt til side. Jeg havde det super godt, tiden gik, og pludselig havde jeg været der i et år og manglede bare et enkelt år mere, før jeg var færdiguddannet. Jeg kunne godt mærke, at min fobi havde taget mere og mere til eftersom, at jeg blev mere komfortabel med Daniel, og der var gået meget hverdag i  det hele. En aften læste jeg mig frem til, at der fandtes en fobi, som hed “emetofobi” og tænkte straks, at det var mig ned til punkt og prikke. Jeg følte mig lettet over at vide, at der faktisk var andre med samme frygt, og pludselig følte jeg mig ikke så alene mere. Jeg fortalte straks mine forældre og Daniel om min opdagelse, men blev mødt med nogle knap så overbeviste og interesserede holdninger; igen følte jeg lidt, at min angst (som jeg følte styrede mit liv mere og mere) blev børstet væk.

Det tog lidt tid og lidt flere samtaler med min familie før de “anerkendte” det som en fobi. Dog stadig ikke klar over alvoren, som snart ville vise sig for både dem og mig selv.

Fortsættelse følger.

– Mette

Emetofobi – Et tabu

Mette Peleikis (1)

Hvor er der mange gange, hvor jeg har talt til ti inde i mit hoved, når jeg har hørt en pige i klassen sige “Åh nej, en edderkop, jeg har simpelthen fobi for edderkopper!“. Hey, hvis tøsen virkelig har en fobi for edderkopper, så fred være med det, men at sige man har en fobi, fordi man ikke kan lide edderkopper, er virkelig belastende at høre på, når man selv ved, hvordan det virkelig er at have en diagnosticeret fobi, som påvirker ens liv på alle tænkelige måder. Der er så stor forskel på at være bange og have en fobi.

Ikke nok med det, selvfølgelig er der en fobi for edderkopper, der er en fobi for alt, men de værste af slagsen er dem, som ikke kan flyttes ud fra et rum. En edderkop er et faktisk “objekt”, som er til stede i rummet, som man kan skylle ud i toilettet, hvis man ikke vil have den i nærheden, hvorimod de fobier, som sidder i ens eget hoved, ikke er noget, man kan flytte fra det ene sted til det andet, så det forfærdelige ved det er.. man kan ikke flygte fra den, den er en del af dig. Uanset hvor du er, hvad du laver, hvem du er sammen med, så er den der, som et ondt monster på dine skuldre.

De sidste 15 år af mit liv har jeg levet med “Emetofobi”.

“Emetofobi er en intens, irrationel angst for opkastning. Selve fobien kan også indeholde variationer af angsten, som f.eks angst for at kaste op offentligt, angst for at se eller høre opkast eller angst for kvalme. Mennesker, der lider af emetofobi, er ofte angst for at blive smittet med opkast-relaterede sygdomme (f.eks. influenza) og vil derfor isolere sig selv for ikke at risikere smitte.” – www.Emetofobi.dk

Men det er først for nyligt, jeg fandt ud af, at der rent faktisk findes en fobi for det. I starten troede jeg, at jeg var ligesom alle andre, for der er jo ingen, der kan lide at kaste op, vel? Det er vel en ubehagelig følelse for alle, og en følelse som alle gerne vil undgå? Det var først da jeg begyndte at opleve intense angstanfald ved at opleve andre kaste op, at jeg begyndte at føle mig anderledes. Min måde at reagere på, da en dreng i skolegården var syg og kastede op foran alle var, at jeg løb ind på badeværelset og låste døren i frygt for, at han ville smitte mig. Jeg afskærmede mig fra ham i mindst en uge efterfølgende, mens de andre grinte og egentlig bare synes, det var skægt, at det kom ud af næsen på ham. Jeg kunne slet ikke se det sjove i det, og jeg havde svært ved at spise dagene efter at have set ham kaste op i frygt for, at jeg ville kaste det op, jeg lige havde spist.

Først dér følte jeg mig anderledes.

Det er en lang historie og et meget følsomt emne for mig at snakke om, fordi mine forældre børstede det af. De var jo heller ikke klar over, at der fandtes en fobi for sådanne ting, og jeg har nok altid været lidt et sensitiv barn. Jeg lærte, at jeg nok ikke skulle snakke om det, fordi det var noget pjat at være bange for, det er jo sådan en naturlig ting i livet. Jeg gik i flere år til psykolog for at komme til bunds i problemets oprindelse og min måde at håndtere det på, når jeg blev angst, og ikke engang psykologen nævnte på et eneste tidspunkt, at hun troede, det var en fobi.

Flere år gik, og jeg blev teenager. Jeg var kommet til det punkt i mit liv, hvor mine venner begyndte at drikke og feste. Og jeg, på mine unge 15-årige ben, ville jo gerne passe ind i mængden og være “voksen”. Men jeg havde utroligt svært ved at drikke alkohol, for det eneste jeg tænkte på, var “hvad nu hvis jeg bliver dårlig af det og kaster op foran alle sammen?” Alle mine katastrofetanker var på sit højeste, og jeg endte altid med at hælde det meste af mine “Breezers” ud i vasken på toilettet og lade som om, jeg var fuld, bare fordi jeg ikke ville fortælle folk om min frygt for at kaste op og, at jeg derfor helst ikke ville drikke alkohol.

Jeg har den dag i dag som 22-årig stadig aldrig nogensinde formået at drikke mig så fuld, at jeg ville kaste op af det. Jeg har den dag i dag stadig hældt drinks ud på diskotekernes toiletter for at undgå at snakke om min fobi.

Problemet med Emetofobi er, at det er en utrolig tabuiseret og overset fobi, igen, fordi at folk med fobien tænker, at der ikke er nogen, som bryder sig om det, og man nok bare overreagerer. Så derfor er der ikke ret meget information at hente omkring den, ikke ret mange muligheder for behandling og slet ikke ret megen åbenhed omkring at tale om den. Men jeg har endelig fundet mit mod, og jeg er klar til at dele mine erfaringer med jer uden at være flov, og jeg håber, jeg kan informere, hjælpe og inspirere folk, som selv døjer med Emetofobien med at stå frem! Der er hjælp at hente, og vi er mange flere, end du tror!

alone

Fortsættelse følger.

– Mette

   

Meat Free Monday!

Collagesddec

Ak ja, den dyreelskende del af mig ville ønske, jeg kunne være veganer, i det mindste bare vegetar, men i min familie har vi altid elsket vores kød, så det er en svær forandring pludselig at tage i sit liv. Ikke nok med det, så bor jeg også sammen med en rigtig kødspiser, Daniel. Hvilket selvfølgelig ikke ville gøre det nemmere at skulle blive vegetar, for det har han i hvert fald ingen planer om at blive og fred være med det. Det skal være ens egen beslutning, og man skal have en god grund til at blive det. For mig ville det specielt være, at jeg elsker dyr, men der er mange andre gode grunde til at blive vegetar.

  • Klimamæssige årsager – (animalsk produktion giver stort klimagasudslip)
  • Sundhedsmæssige årsager –  (kan både forbygge OG helbrede visse sygdomme)
  • Etiske årsager
  • Miljømæssige årsager – (Animalsk produktion kræver store mængder naturressourcer, energi og vand)
  • Og endda måske religiøse årsager

Det kræver en del motivation. Jeg har gjort forsøget i at blive vegetar for noget tid siden, men måtte erkende, at det var for svært for mig at undvære kødet, men i mit forsøg på at lave vegetariske retter faldt jeg da over nogle ting, som har stået bi siden, f.eks. min lækre kødfrie lasagne som jeg nu vil dele med jer! 😀

Hovedingrediensen er et fantastisk produkt som hedder “Soy4you”. Det er sojagranulat, som fungerer således, at man bløder det op i kogende vand og en grøntsagsbouillonterning og lader det trække. Dét skal fungere som køderstatningen i lasagnen, og du vil uden tvivl hverken kunne se eller smage forskel! Bible! 😉

– Vær sød at have i mente, at det her er min måde at lave den på, den er ikke vegansk kun vegetarisk, der er sikkert også en million forskellige, du kan også selv eksperimentere og tilføje eller undlade ting og sager! Kun fantasien sætter grænser for en lækker lasagne!

Du skal bruge:
(til ca. 4 personer)

3 gulerødder
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
1 stort løg
1-2 fed hvidløg
Soy4you (jeg bruger den mørke granulat, og den kan nu købes i rigtig mange supermarkeder!)
1 1/2 – 2 Grøntsagsbouillonterning
Let Mornaysovs (Karolines er super god!)
Revet ost
2 dl. vand
1 dl. mælk

Pastaplader (jeg bruger tørre, grove pastaplader)
Oregano
Rigeligt basilikum
1 tsk. sukker
2 spsk. olivenolie
Salt og peber efter smag

Varm en stor gryde med 2 spsk. olie. Løget og hvidløget hakkes og steges, til de er gennemsigtige, hvorefter gulerødderne tilsættes. Svits i nogle minutter og tilføj hakkede tomater, tomatpuré, mælk og vand. Kog noget vand i en kedel og følg anvisningerne på “Soy4you” pakken. Når vandet har kogt, hældes det i en skål med granulatet og en grøntsagsbouillonterning  og lad det stå og trække (Sojaen må ikke tørre ud!).

Tilføj sojaen til gryden og mix det hele sammen. Smag derefter til om der skal mere bouillon i, det er virkelig en smagssag. Jeg synes, der skal en mere til. Krydr derefter retten med oregano, godt med basilikum, salt, peber og sukker (igen en smagssag, men omkring 1-2 tsk. af hver)

Smør et lasagnefad med smør eller margarine og saml lasagnen. Jeg foretrækker at have Mornaysovsen i midten.
Stil derefter lasagnen på midterste rille i ovnen på 180 grader i omkring 30-45 minutter (indtil lasagnepladerne er møre). 10 minutter før den er færdig puttes den revne ost på og serverers derefter med en sprød salat og groft brød!

Retten smager ekstra godt med en god flaske italiensk rødvin, evt. en Chianti, som er frisk og frugtagtig i smagen.

Nyd den lækre lasagne med god samvittighed og overvej at indføre en “kødfri” dag i ugen; det gør en forskel.

Velbekomme! 🙂 🙂

 – Mette

Det bedste ved at træne..

… Er badet, man tager efterfølgende! Ej, jeg elsker at træne, det er blevet en vigtig del af min hverdag. Der er simpelthen ikke noget bedre, end den følelse man får efter at have trænet en god omgang træning. Det skulle da lige være kage! Mors berømte chokoladekage med et glas mælk ved siden af. Jesus. Hvor var jeg? Nå ja, træning. I dag var jeg taget til to hold ovre i Fitness.dk, som skønt nok ligger lige rundt om hjørnet for, hvor min kæreste og jeg bor, så distance er i hvert fald ikke en undskyldning for at skippe træningen, fordi man hellere vil sove længe. Niks, stod op klokken 7:10 og var ude af døren klokken 7:45 til en omgang ‘CORE’ direkte efterfulgt af sjove ‘Zumba Step’. Det skal så lige siges, at jeg er ret ny til alt det der med at træne, så det gav godt nok sved på panden at have to hold lige efter hinanden, men hold nu op, hvor var det godt! Begge hold var med en skøn træner, som er super motiverende og skæg, og man kan ikke undgå at blive i godt humør med hende!

– Det er faktisk utroligt, hvor meget det betyder for ens holdtræning, hvor motiverende træneren er, og hvor god hun er til at få en med og op i den der tilstand af “Fuck ja, jeg kan klare alt, Fuck ja, jeg danser mega godt, Fuck ja, jeg kan ryste min booty” – Også selvom man ikke kan, gør det ikke noget, at man føler, at man kan og glemmer lidt, hvor dum man måske ser ud i forsøget på diverse moves 😀 😀

Håber I alle har en dejlig Tirsdag! Forresten smider jeg lige opskriften på min mors berømte chokoladekage her. God træning!

Chokoladekage med ‘To die for’ glasur a la Mettes mor!

20130130_165802

Bag kagen i en bradepande eller i en springform

Kagen:
200 g smør
5 æg
4 dl sukker
240 g hvedemel (4 dl)
1 dl kakao (usødet)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. vanilljesukker
2 dl mælk
evt. kokosmel til pynt.

Glasur:
75 g smør
1/2 dl stærk kaffe (f.eks. instant kaffe, selvfølgelig blandet op med  varmt vand! 😀 )
4 dl flormelis
2 spsk. kakao (usødet)
2 tsk. vaniljesukker.

Sæt ovnen på 200 grader. Beklæd en bradepande med bagepapir. Smelt smørret og lad det køle af. Pisk æg og sukker hvidt og skummende. Bland mel, kakao, bagepulver, og vanilje. Sigt det ned i æggeblandingen. Tilsæt smør og mælk. Rør det hele sammen til en jævn dej og hæld den i bradepanden. Bag den midt i ovnen i 20-25 minutter.

Smelt smørret til glasuren og rør de øvrige ingredienser i. Smør glasuren på den afkølede kage og nyd den for guds skyld! Det er nok ikke en kage, man skal spise hver dag. Men hvor ville jeg ønske, man kunne 😀

– Mette

Dét at komme i gang!

– Er altid det sværeste, har jeg ret? Ja.

Nå men, hej for det første! Jeg hedder Mette, og jeg er så ny som man kan blive indenfor ‘Blogging’, men man skal jo starte et sted.

Jeg tænkte, jeg ville begynde at blogge hovedsageligt for mig selv, men også for jer (forhåbentligt fremtidige læsere), fordi jeg er på en interessant rejse, hvor jeg er godt på vej til at finde mig selv, finde ud af hvem jeg er, og hvad jeg skal med mit liv, og dét at blogge tænkte jeg ville være en god måde at holde styr på det hele på. Og hvis jeg på nogen måde kunne hjælpe andre på deres rejse, ville det være endnu en grund til at dele ‘mit liv’ så at sige.

Men det her skal ikke være en lang og forvirrende introduktion om mig, så jeg vil komme til sagen!

Jeg elsker at male, en hobby jeg har fundet for nyligt faktisk. Derudover elsker jeg personlig pleje, både i form af motion, kost og forskellige plejende produkter. Makeup er for mig også en vigtig del af mit liv, da jeg føler, at når man føler sig godt tilpas med sig selv, yder man sit bedste i alle situationer. Det har for mig også været en vigtig lektion i at finde ud af, hvem jeg er som person.

Så det I nok kan forvente fra den her blog, er nok alt fra:

  • Reviews
  • Opskrifter
  • Malerier lavet mig
  • Store dele af min dagligdag
  • Og generelt bare opskriften på mit livs eliksir! 😉

Jeg er kort fortalt en kreativ, forvirret og livsnydende pige, som vil dele sin hverdag med en masse rare mennesker!

Så følg med?

– Mette