Emetofobi – Opdagelsen

At Leve med en fobi - del 2 (3)

Da jeg blev ældre, mødte Daniel og begyndte i skole igen efter gymnasiet for at uddanne mig til salgsassistent, så var det ligesom om, at fobien fortrak sig lidt. Måske i takt med, at jeg mødte nye mennesker, som jeg gerne ville imponere, og jeg var bange for, at de ville dømme mig. Så jeg “tog mig sammen” – ubevidst vel at mærke, men stadig gjorde jeg det. Eftersom jeg havde fanget Daniel, vi flyttede sammen, skolen blev afsluttet, og jeg stod igen og bare havde mig selv at tænke på, så var det, at fobien begyndte at krybe frem igen. På daværende tidspunkt (ca. 2 år siden) vidste jeg stadig ikke, at det jeg havde, faktisk var en fobi.

Jeg havde kendt Daniel i næsten 6 måneder, før jeg ikke kunne holde det fra ham mere. Det skal siges, at Daniel er en utrolig rar, meget moden og forstående mand så det, at jeg ikke engang følte, at jeg kunne fortælle ham det, før han oplevede et panikanfald, viser igen hvor tabuiseret og flov man kan føle sig over “emetofobi”. (Han tog det rigtig pænt, og han var selvfølgelig forstående, men også en del overrasket over, hvordan man kunne være så bange for at kaste op.)

Kort efter min første episode med Daniel fik jeg en elevplads, og tankerne for fobien kunne igen træde lidt til side. Jeg havde det super godt, tiden gik, og pludselig havde jeg været der i et år og manglede bare et enkelt år mere, før jeg var færdiguddannet. Jeg kunne godt mærke, at min fobi havde taget mere og mere til eftersom, at jeg blev mere komfortabel med Daniel, og der var gået meget hverdag i  det hele. En aften læste jeg mig frem til, at der fandtes en fobi, som hed “emetofobi” og tænkte straks, at det var mig ned til punkt og prikke. Jeg følte mig lettet over at vide, at der faktisk var andre med samme frygt, og pludselig følte jeg mig ikke så alene mere. Jeg fortalte straks mine forældre og Daniel om min opdagelse, men blev mødt med nogle knap så overbeviste og interesserede holdninger; igen følte jeg lidt, at min angst (som jeg følte styrede mit liv mere og mere) blev børstet væk.

Det tog lidt tid og lidt flere samtaler med min familie før de “anerkendte” det som en fobi. Dog stadig ikke klar over alvoren, som snart ville vise sig for både dem og mig selv.

Fortsættelse følger.

– Mette

Emetofobi – Et tabu

Mette Peleikis (1)

Hvor er der mange gange, hvor jeg har talt til ti inde i mit hoved, når jeg har hørt en pige i klassen sige “Åh nej, en edderkop, jeg har simpelthen fobi for edderkopper!“. Hey, hvis tøsen virkelig har en fobi for edderkopper, så fred være med det, men at sige man har en fobi, fordi man ikke kan lide edderkopper, er virkelig belastende at høre på, når man selv ved, hvordan det virkelig er at have en diagnosticeret fobi, som påvirker ens liv på alle tænkelige måder. Der er så stor forskel på at være bange og have en fobi.

Ikke nok med det, selvfølgelig er der en fobi for edderkopper, der er en fobi for alt, men de værste af slagsen er dem, som ikke kan flyttes ud fra et rum. En edderkop er et faktisk “objekt”, som er til stede i rummet, som man kan skylle ud i toilettet, hvis man ikke vil have den i nærheden, hvorimod de fobier, som sidder i ens eget hoved, ikke er noget, man kan flytte fra det ene sted til det andet, så det forfærdelige ved det er.. man kan ikke flygte fra den, den er en del af dig. Uanset hvor du er, hvad du laver, hvem du er sammen med, så er den der, som et ondt monster på dine skuldre.

De sidste 15 år af mit liv har jeg levet med “Emetofobi”.

“Emetofobi er en intens, irrationel angst for opkastning. Selve fobien kan også indeholde variationer af angsten, som f.eks angst for at kaste op offentligt, angst for at se eller høre opkast eller angst for kvalme. Mennesker, der lider af emetofobi, er ofte angst for at blive smittet med opkast-relaterede sygdomme (f.eks. influenza) og vil derfor isolere sig selv for ikke at risikere smitte.” – www.Emetofobi.dk

Men det er først for nyligt, jeg fandt ud af, at der rent faktisk findes en fobi for det. I starten troede jeg, at jeg var ligesom alle andre, for der er jo ingen, der kan lide at kaste op, vel? Det er vel en ubehagelig følelse for alle, og en følelse som alle gerne vil undgå? Det var først da jeg begyndte at opleve intense angstanfald ved at opleve andre kaste op, at jeg begyndte at føle mig anderledes. Min måde at reagere på, da en dreng i skolegården var syg og kastede op foran alle var, at jeg løb ind på badeværelset og låste døren i frygt for, at han ville smitte mig. Jeg afskærmede mig fra ham i mindst en uge efterfølgende, mens de andre grinte og egentlig bare synes, det var skægt, at det kom ud af næsen på ham. Jeg kunne slet ikke se det sjove i det, og jeg havde svært ved at spise dagene efter at have set ham kaste op i frygt for, at jeg ville kaste det op, jeg lige havde spist.

Først dér følte jeg mig anderledes.

Det er en lang historie og et meget følsomt emne for mig at snakke om, fordi mine forældre børstede det af. De var jo heller ikke klar over, at der fandtes en fobi for sådanne ting, og jeg har nok altid været lidt et sensitiv barn. Jeg lærte, at jeg nok ikke skulle snakke om det, fordi det var noget pjat at være bange for, det er jo sådan en naturlig ting i livet. Jeg gik i flere år til psykolog for at komme til bunds i problemets oprindelse og min måde at håndtere det på, når jeg blev angst, og ikke engang psykologen nævnte på et eneste tidspunkt, at hun troede, det var en fobi.

Flere år gik, og jeg blev teenager. Jeg var kommet til det punkt i mit liv, hvor mine venner begyndte at drikke og feste. Og jeg, på mine unge 15-årige ben, ville jo gerne passe ind i mængden og være “voksen”. Men jeg havde utroligt svært ved at drikke alkohol, for det eneste jeg tænkte på, var “hvad nu hvis jeg bliver dårlig af det og kaster op foran alle sammen?” Alle mine katastrofetanker var på sit højeste, og jeg endte altid med at hælde det meste af mine “Breezers” ud i vasken på toilettet og lade som om, jeg var fuld, bare fordi jeg ikke ville fortælle folk om min frygt for at kaste op og, at jeg derfor helst ikke ville drikke alkohol.

Jeg har den dag i dag som 22-årig stadig aldrig nogensinde formået at drikke mig så fuld, at jeg ville kaste op af det. Jeg har den dag i dag stadig hældt drinks ud på diskotekernes toiletter for at undgå at snakke om min fobi.

Problemet med Emetofobi er, at det er en utrolig tabuiseret og overset fobi, igen, fordi at folk med fobien tænker, at der ikke er nogen, som bryder sig om det, og man nok bare overreagerer. Så derfor er der ikke ret meget information at hente omkring den, ikke ret mange muligheder for behandling og slet ikke ret megen åbenhed omkring at tale om den. Men jeg har endelig fundet mit mod, og jeg er klar til at dele mine erfaringer med jer uden at være flov, og jeg håber, jeg kan informere, hjælpe og inspirere folk, som selv døjer med Emetofobien med at stå frem! Der er hjælp at hente, og vi er mange flere, end du tror!

alone

Fortsættelse følger.

– Mette

Meat Free Monday!

Collagesddec

Ak ja, den dyreelskende del af mig ville ønske, jeg kunne være veganer, i det mindste bare vegetar, men i min familie har vi altid elsket vores kød, så det er en svær forandring pludselig at tage i sit liv. Ikke nok med det, så bor jeg også sammen med en rigtig kødspiser, Daniel. Hvilket selvfølgelig ikke ville gøre det nemmere at skulle blive vegetar, for det har han i hvert fald ingen planer om at blive og fred være med det. Det skal være ens egen beslutning, og man skal have en god grund til at blive det. For mig ville det specielt være, at jeg elsker dyr, men der er mange andre gode grunde til at blive vegetar.

  • Klimamæssige årsager – (animalsk produktion giver stort klimagasudslip)
  • Sundhedsmæssige årsager –  (kan både forbygge OG helbrede visse sygdomme)
  • Etiske årsager
  • Miljømæssige årsager – (Animalsk produktion kræver store mængder naturressourcer, energi og vand)
  • Og endda måske religiøse årsager

Det kræver en del motivation. Jeg har gjort forsøget i at blive vegetar for noget tid siden, men måtte erkende, at det var for svært for mig at undvære kødet, men i mit forsøg på at lave vegetariske retter faldt jeg da over nogle ting, som har stået bi siden, f.eks. min lækre kødfrie lasagne som jeg nu vil dele med jer! 😀

Hovedingrediensen er et fantastisk produkt som hedder “Soy4you”. Det er sojagranulat, som fungerer således, at man bløder det op i kogende vand og en grøntsagsbouillonterning og lader det trække. Dét skal fungere som køderstatningen i lasagnen, og du vil uden tvivl hverken kunne se eller smage forskel! Bible! 😉

– Vær sød at have i mente, at det her er min måde at lave den på, den er ikke vegansk kun vegetarisk, der er sikkert også en million forskellige, du kan også selv eksperimentere og tilføje eller undlade ting og sager! Kun fantasien sætter grænser for en lækker lasagne!

Du skal bruge:
(til ca. 4 personer)

3 gulerødder
1 dåse hakkede tomater
1 stor dåse tomatpuré
1 stort løg
1-2 fed hvidløg
Soy4you (jeg bruger den mørke granulat, og den kan nu købes i rigtig mange supermarkeder!)
1 1/2 – 2 Grøntsagsbouillonterning
Let Mornaysovs (Karolines er super god!)
Revet ost
2 dl. vand
1 dl. mælk

Pastaplader (jeg bruger tørre, grove pastaplader)
Oregano
Rigeligt basilikum
1 tsk. sukker
2 spsk. olivenolie
Salt og peber efter smag

Varm en stor gryde med 2 spsk. olie. Løget og hvidløget hakkes og steges, til de er gennemsigtige, hvorefter gulerødderne tilsættes. Svits i nogle minutter og tilføj hakkede tomater, tomatpuré, mælk og vand. Kog noget vand i en kedel og følg anvisningerne på “Soy4you” pakken. Når vandet har kogt, hældes det i en skål med granulatet og en grøntsagsbouillonterning  og lad det stå og trække (Sojaen må ikke tørre ud!).

Tilføj sojaen til gryden og mix det hele sammen. Smag derefter til om der skal mere bouillon i, det er virkelig en smagssag. Jeg synes, der skal en mere til. Krydr derefter retten med oregano, godt med basilikum, salt, peber og sukker (igen en smagssag, men omkring 1-2 tsk. af hver)

Smør et lasagnefad med smør eller margarine og saml lasagnen. Jeg foretrækker at have Mornaysovsen i midten.
Stil derefter lasagnen på midterste rille i ovnen på 180 grader i omkring 30-45 minutter (indtil lasagnepladerne er møre). 10 minutter før den er færdig puttes den revne ost på og serverers derefter med en sprød salat og groft brød!

Retten smager ekstra godt med en god flaske italiensk rødvin, evt. en Chianti, som er frisk og frugtagtig i smagen.

Nyd den lækre lasagne med god samvittighed og overvej at indføre en “kødfri” dag i ugen; det gør en forskel.

Velbekomme! 🙂 🙂

 – Mette

Det bedste ved at træne..

… Er badet, man tager efterfølgende! Ej, jeg elsker at træne, det er blevet en vigtig del af min hverdag. Der er simpelthen ikke noget bedre, end den følelse man får efter at have trænet en god omgang træning. Det skulle da lige være kage! Mors berømte chokoladekage med et glas mælk ved siden af. Jesus. Hvor var jeg? Nå ja, træning. I dag var jeg taget til to hold ovre i Fitness.dk, som skønt nok ligger lige rundt om hjørnet for, hvor min kæreste og jeg bor, så distance er i hvert fald ikke en undskyldning for at skippe træningen, fordi man hellere vil sove længe. Niks, stod op klokken 7:10 og var ude af døren klokken 7:45 til en omgang ‘CORE’ direkte efterfulgt af sjove ‘Zumba Step’. Det skal så lige siges, at jeg er ret ny til alt det der med at træne, så det gav godt nok sved på panden at have to hold lige efter hinanden, men hold nu op, hvor var det godt! Begge hold var med en skøn træner, som er super motiverende og skæg, og man kan ikke undgå at blive i godt humør med hende!

– Det er faktisk utroligt, hvor meget det betyder for ens holdtræning, hvor motiverende træneren er, og hvor god hun er til at få en med og op i den der tilstand af “Fuck ja, jeg kan klare alt, Fuck ja, jeg danser mega godt, Fuck ja, jeg kan ryste min booty” – Også selvom man ikke kan, gør det ikke noget, at man føler, at man kan og glemmer lidt, hvor dum man måske ser ud i forsøget på diverse moves 😀 😀

Håber I alle har en dejlig Tirsdag! Forresten smider jeg lige opskriften på min mors berømte chokoladekage her. God træning!

Chokoladekage med ‘To die for’ glasur a la Mettes mor!

20130130_165802

Bag kagen i en bradepande eller i en springform

Kagen:
200 g smør
5 æg
4 dl sukker
240 g hvedemel (4 dl)
1 dl kakao (usødet)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. vanilljesukker
2 dl mælk
evt. kokosmel til pynt.

Glasur:
75 g smør
1/2 dl stærk kaffe (f.eks. instant kaffe, selvfølgelig blandet op med  varmt vand! 😀 )
4 dl flormelis
2 spsk. kakao (usødet)
2 tsk. vaniljesukker.

Sæt ovnen på 200 grader. Beklæd en bradepande med bagepapir. Smelt smørret og lad det køle af. Pisk æg og sukker hvidt og skummende. Bland mel, kakao, bagepulver, og vanilje. Sigt det ned i æggeblandingen. Tilsæt smør og mælk. Rør det hele sammen til en jævn dej og hæld den i bradepanden. Bag den midt i ovnen i 20-25 minutter.

Smelt smørret til glasuren og rør de øvrige ingredienser i. Smør glasuren på den afkølede kage og nyd den for guds skyld! Det er nok ikke en kage, man skal spise hver dag. Men hvor ville jeg ønske, man kunne 😀

– Mette

Dét at komme i gang!

– Er altid det sværeste, har jeg ret? Ja.

Nå men, hej for det første! Jeg hedder Mette, og jeg er så ny som man kan blive indenfor ‘Blogging’, men man skal jo starte et sted.

Jeg tænkte, jeg ville begynde at blogge hovedsageligt for mig selv, men også for jer (forhåbentligt fremtidige læsere), fordi jeg er på en interessant rejse, hvor jeg er godt på vej til at finde mig selv, finde ud af hvem jeg er, og hvad jeg skal med mit liv, og dét at blogge tænkte jeg ville være en god måde at holde styr på det hele på. Og hvis jeg på nogen måde kunne hjælpe andre på deres rejse, ville det være endnu en grund til at dele ‘mit liv’ så at sige.

Men det her skal ikke være en lang og forvirrende introduktion om mig, så jeg vil komme til sagen!

Jeg elsker at male, en hobby jeg har fundet for nyligt faktisk. Derudover elsker jeg personlig pleje, både i form af motion, kost og forskellige plejende produkter. Makeup er for mig også en vigtig del af mit liv, da jeg føler, at når man føler sig godt tilpas med sig selv, yder man sit bedste i alle situationer. Det har for mig også været en vigtig lektion i at finde ud af, hvem jeg er som person.

Så det I nok kan forvente fra den her blog, er nok alt fra:

  • Reviews
  • Opskrifter
  • Malerier lavet mig
  • Store dele af min dagligdag
  • Og generelt bare opskriften på mit livs eliksir! 😉

Jeg er kort fortalt en kreativ, forvirret og livsnydende pige, som vil dele sin hverdag med en masse rare mennesker!

Så følg med?

– Mette