Meat Free Monday!

Emetofobi – Et tabu

Mette Peleikis (1)

Hvor er der mange gange, hvor jeg har talt til ti inde i mit hoved, når jeg har hørt en pige i klassen sige “Åh nej, en edderkop, jeg har simpelthen fobi for edderkopper!“. Hey, hvis tøsen virkelig har en fobi for edderkopper, så fred være med det, men at sige man har en fobi, fordi man ikke kan lide edderkopper, er virkelig belastende at høre på, når man selv ved, hvordan det virkelig er at have en diagnosticeret fobi, som påvirker ens liv på alle tænkelige måder. Der er så stor forskel på at være bange og have en fobi.

Ikke nok med det, selvfølgelig er der en fobi for edderkopper, der er en fobi for alt, men de værste af slagsen er dem, som ikke kan flyttes ud fra et rum. En edderkop er et faktisk “objekt”, som er til stede i rummet, som man kan skylle ud i toilettet, hvis man ikke vil have den i nærheden, hvorimod de fobier, som sidder i ens eget hoved, ikke er noget, man kan flytte fra det ene sted til det andet, så det forfærdelige ved det er.. man kan ikke flygte fra den, den er en del af dig. Uanset hvor du er, hvad du laver, hvem du er sammen med, så er den der, som et ondt monster på dine skuldre.

De sidste 15 år af mit liv har jeg levet med “Emetofobi”.

“Emetofobi er en intens, irrationel angst for opkastning. Selve fobien kan også indeholde variationer af angsten, som f.eks angst for at kaste op offentligt, angst for at se eller høre opkast eller angst for kvalme. Mennesker, der lider af emetofobi, er ofte angst for at blive smittet med opkast-relaterede sygdomme (f.eks. influenza) og vil derfor isolere sig selv for ikke at risikere smitte.” – www.Emetofobi.dk

Men det er først for nyligt, jeg fandt ud af, at der rent faktisk findes en fobi for det. I starten troede jeg, at jeg var ligesom alle andre, for der er jo ingen, der kan lide at kaste op, vel? Det er vel en ubehagelig følelse for alle, og en følelse som alle gerne vil undgå? Det var først da jeg begyndte at opleve intense angstanfald ved at opleve andre kaste op, at jeg begyndte at føle mig anderledes. Min måde at reagere på, da en dreng i skolegården var syg og kastede op foran alle var, at jeg løb ind på badeværelset og låste døren i frygt for, at han ville smitte mig. Jeg afskærmede mig fra ham i mindst en uge efterfølgende, mens de andre grinte og egentlig bare synes, det var skægt, at det kom ud af næsen på ham. Jeg kunne slet ikke se det sjove i det, og jeg havde svært ved at spise dagene efter at have set ham kaste op i frygt for, at jeg ville kaste det op, jeg lige havde spist.

Først dér følte jeg mig anderledes.

Det er en lang historie og et meget følsomt emne for mig at snakke om, fordi mine forældre børstede det af. De var jo heller ikke klar over, at der fandtes en fobi for sådanne ting, og jeg har nok altid været lidt et sensitiv barn. Jeg lærte, at jeg nok ikke skulle snakke om det, fordi det var noget pjat at være bange for, det er jo sådan en naturlig ting i livet. Jeg gik i flere år til psykolog for at komme til bunds i problemets oprindelse og min måde at håndtere det på, når jeg blev angst, og ikke engang psykologen nævnte på et eneste tidspunkt, at hun troede, det var en fobi.

Flere år gik, og jeg blev teenager. Jeg var kommet til det punkt i mit liv, hvor mine venner begyndte at drikke og feste. Og jeg, på mine unge 15-årige ben, ville jo gerne passe ind i mængden og være “voksen”. Men jeg havde utroligt svært ved at drikke alkohol, for det eneste jeg tænkte på, var “hvad nu hvis jeg bliver dårlig af det og kaster op foran alle sammen?” Alle mine katastrofetanker var på sit højeste, og jeg endte altid med at hælde det meste af mine “Breezers” ud i vasken på toilettet og lade som om, jeg var fuld, bare fordi jeg ikke ville fortælle folk om min frygt for at kaste op og, at jeg derfor helst ikke ville drikke alkohol.

Jeg har den dag i dag som 22-årig stadig aldrig nogensinde formået at drikke mig så fuld, at jeg ville kaste op af det. Jeg har den dag i dag stadig hældt drinks ud på diskotekernes toiletter for at undgå at snakke om min fobi.

Problemet med Emetofobi er, at det er en utrolig tabuiseret og overset fobi, igen, fordi at folk med fobien tænker, at der ikke er nogen, som bryder sig om det, og man nok bare overreagerer. Så derfor er der ikke ret meget information at hente omkring den, ikke ret mange muligheder for behandling og slet ikke ret megen åbenhed omkring at tale om den. Men jeg har endelig fundet mit mod, og jeg er klar til at dele mine erfaringer med jer uden at være flov, og jeg håber, jeg kan informere, hjælpe og inspirere folk, som selv døjer med Emetofobien med at stå frem! Der er hjælp at hente, og vi er mange flere, end du tror!

alone

Fortsættelse følger.

– Mette

   

1

  • Mette Marie Bech Sørensen

    Hej Mette. Jeg er rigtig glad for at du vælger at dele din forbi. Jeg har selv hele mit liv levet med angst. Min angst hæmmer mig på mange andre måder end kun opkast, men det er også et stort problem for mig. Jeg er 19 år, og har aldrig drukket en hel genstand, simpelthen pga frygten for hvordan det vil påvirke mig og at jeg ville kaste op af det. Jeg er fx også panisk for at skulle tage bussen, hvis jeg nu skal kaste op, og ikke kan komme ud 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Meat Free Monday!