10 tegn på at du (muligvis) er emetofobiker!

 

NAME- ALEXANDRA (2)

Sååå… Efter at have mødt andre emetofobikere i min behandlingsperiode, har jeg erfaret, at vi har nogle vaner og mønstre. Nogle lidt mere underlige og sjovere end andre, og nogle som bare bekræfter, vi er emetofobikere. Her er en lille checkliste, som du kan læse for at finde ud af, om du måske er emetofobiker.

(Jeg siger ikke, dette er gældende for alle emetofobikere, heller ikke at du nødvendigvis er emetofobiker, hvis du kan svare ja til de her, det er kun en liste, som jeg selv har erfaret, passer på mange, som har fået diagnosen emetofobiker.)

  • Du er ekstra påpasselig med, hvor du spiser. Spiser du ude, er elitesmiley et krav. Sushi, skaldyr o. lign.  er en fælde, skjult i trend, og du følger ikke den trend!luves
  • Offentlig transport sætter en skræk i livet på dig. Du vælger at sidde tættest på døren, toilettet og/eller medbringer en pose i tilfælde af, at uheldet er ude.
  • Store forsamlinger er et no go. Alt for mange mennesker i kø ved toiletterne, alt for stor smittefare, og alt for mange der ville være vidne til dit mulige panikanfald.
  • Du har svært ved at skelne ømme muskler, menstruationssmerter, oppustethed, overmæthed, sult m.m. fra maveinfluenza. Enhver rumstering i maven tolkes værst muligt og vil helt sikkert få dig til at kaste op.luvpm
  • Du har hældt alkohol ud i vasken for at undgå at drikke det i tilfælde af, at du skulle få tømmermændssyge. Fake it till you make it (home)
  • Hvis én du kender har maveinfluenza, så har du spist meget lidt eller intet indtil smitteperioden for vedkommende er overstået. Intet indtages, intet opkast.
  • “Børn er søde!” Oh hell no! Børn er små bakteriefyldte, omvandrende væsner, som piller næse, spiser jord og tørrer numse med deres hænder. Deres mission er sygdom, og de helmer ikke før, du er smittet.luxah
  • Opkast er kodeordet for aktiveringen af din “radar”. En person i gågaden kan gå 50 meter foran dig og sige dette, og så tuner du ind. For en sikkerheds skyld, venter du lige til personen er ude af syne med at gå videre.luxi9
  • Efterår/vinterperioden er sæson for opkast. Derfor holder du dig kun indendøre, indtil det bliver forår igen. Basta.luvzw
  • Sidst men ikke mindst, du gør brug af dine små sikkerhedsforanstaltninger når du skal sove. Fjernsynet må gerne være tændt, indtil man næsten ikke kan holde øjnene åbne mere, og en pose eller spand er under sengen klar til assistance bare lige for en sikkerheds skyld. My guilty pleasures.luxqq

 

Så nåede vi til bunds! Som sagt, jeg fortæller dig hermed ikke, at du har en fobi. Der er stor forskel på ikke at bryde sig om noget og at indrette sit liv efter en fobi! Og jeg vil ikke gøre mig klog på præcis din situation, det er en forholdsvis lang process at blive udredt som emetofobiker, så hvis du vil være sikker, vil jeg anbefale dig at snakke med din læge og efterfølgende en psykolog 🙂

Som du kan se, joker jeg lidt med det her, men bare for at forsikre dig, så beskriver alle de her ting mig ned til punkt og prikke, det er ikke for sjov, men man bliver nødt til at grine ad sig selv engang i mellem, og jeg kan jo godt se, det lyder mærkeligt og måske endda latterligt for mange, men det er den rene skindbare sandhed for os emetofobikere, og selv de små kan virke skræmmende.

Håber det gav jer lidt en (sjov) indsigt, og alle spørgsmål er selvfølgelig velkomne! 🙂

– Mette

Emetofobi – En dag på MOMU

WORLD YOU LOVE (2)

At være omkring mange mennesker som emetofob kan være udfordrende. Meget udfordrende. Da min fobi var værst, kunne jeg næsten ikke engang forlade vores lejligheds trygge rammer, og jeg havde meget svært ved at være omkring mennesker, selv min egen familie. Men nu hvor jeg er så godt på vej og fortsætter med at eksponere (læs del 4, behandlingen), så har jeg nu alligevel godt af at komme ud, og jeg nyder det faktisk også.

I lørdags var min kære svigerfamilie og jeg på Moesgaard Museum for at opleve de berømte Terrakottakrigere specielt. Der var propfyldt med mennesker, familier med deres børn og køer i lange baner! Det var, for at være ærlig, stressende til at starte med. Jeg følte mig en smule fanget og må indrømme, at jeg havde svært ved at overskue at være der. Men givende, at vi endelig var lidt sammen med Daniels familie, som vi ser for sjældent, så ville jeg jo gerne afsted, så jeg tog mig sammen. Og hvor var det godt, jeg gjorde det! Museet var fantastisk! Kæmpe stort, indbydende og bød på en masse forskellige udstillinger, som var så gennemførte!

Vi startede med at gennemgå de forskellige udstillinger bl.a. Bronzealderen og Jernalderen. Igen var der utrolig mange mennesker, det var trods alt ferie og specialudstillingen om Terrakottakrigerne tiltrak nok en del mennesker, så der var lidt trangt. Normalt ville jeg instinktivt holde god afstand til alle fremmede mennesker, men det var lidt svært her, så jeg lod mig omringe, og jeg havde det overraskende fint med det! 😀

Min søde svigermor havde været så rar at tage en stor madpakke med med en masse sandwicher og kage, så da vi var færdige med udstillingerne, spiste vi. Normalt ville det at spise noget, jeg ikke selv havde lavet også provokere angst i mig, men sjovt nok er min svigermors mad noget af det mad, jeg slet ikke frygter at spise, så jeg spiste løs! Og det var for mig også en sejr i sig selv.

Vi skulle, efter vores dejlige madpakke, stå i en rigtig lang kø for at komme ind og se Terrakottakrigerne. Men må jeg sige, det var ventetiden værd! Selve historien bag er lang, men så fascinerende! (Jeg vil ikke selv komme ind på den, men jeg vil råde alle som holder af god kulturhistorie, om at læse om dem. Det er vildt spændende!) Til sidst tog vi og så den sidste udstilling som handlede om “De Dødes Liv”. Også spændende!

Efterfulgt af den store oplevelse, fik vi kaffe og kage! Og så sluttede vi dagen af med en tur ud i dyrehaven, hvor vi fodrede bambier!

Så alt i alt var det en super dejlig dag, og vi fik oplevet meget. Jeg følte, jeg fik både en god oplevelse og god eksponeringsoplevelse ud af det, og ikke mindst en dejlig dag med min svigerfamilie og min kæreste. Jeg kan kun anbefale MOMU og tag endelig ud og se det, mens Terrakottakrigerne er der.

For alle jer emetofober derude: Det er en rigtig god øvelse, og der er masser af information at læse på i udstillingerne, som kan distrahere fra katastrofetankerne, så no excuses! 😉

– Mette

Emetofobi – Min fremtid?

FAIL (1)

Da jeg nåede bunden, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg havde en fremtid. Når man har emetofobi, påvirker det sådan set alle tænkelige aspekter i ens liv, fordi der er så ufattelig mange ting, som kan få en til at kaste op. Det værste er dog tanken om ikke at kunne få børn på grund af det. Min mor var utrolig syg, dengang hun bar mig. Hun kastede op hele tiden. Jeg har stadig min tvivl omkring at kunne klare det.

Ikke nok med det, lad os sige jeg klarede de ni måneders graviditet, hvad så når mine børn bliver syge? Jeg kan jo ikke tage mig af dem. Sikken mor jeg ville være. Det er frygteligt at tænke på alt det her, og det gør rigtig ondt.
Jeg vil jo gerne have børn med Daniel engang, også fordi jeg ved, han rigtig gerne vil have børn, og jeg ved, at han ville blive en fantastisk far! Han fortjener det. Og jeg håber, at jeg når den tid kommer, ville kunne give ham det.

Dét at alle de her tanker stadig stresser mig og påvirker mig, viser mig alligevel, at jeg har meget at arbejde på endnu, og heldigvis er hverken Daniel eller jeg klar til børn endnu alligevel, så jeg har masser af tid til at blive klar. Derimod at skulle ud i arbejde igen, det er ikke så langt væk endda. Først og fremmest aner jeg ikke, hvad jeg vil, eller hvad jeg egner mig til, når der er det her hensyn, der skal tages. Og for det andet, kan jeg arbejde 37 timer igen?

“If you go around being afraid, you’re never going to enjoy life. You have only one chance, so you’ve got to have fun.”

– Lindsey Vonn

Jeg har længe tænkt, at det ville være dejligt bare at kunne arbejde hjemmefra. Bare være mig selv. Ikke at skulle bekymre sig om, hvornår fobien ville vise sig igen, mens man var på arbejde, ikke at skulle være bange for at blive smittet af enten kolleger eller kunder, og ikke mindst bare at kunne være glad for det, jeg laver og ikke skulle fokusere på fobien, fordi jeg er i min “safe zone” Jeg er tryg her. 

Dét tænkte jeg, ville være det absolut mest ideelle for mig. Jeg er også introvert af person, så jeg nyder mit eget selskab og arbejder bedst alene. Men hvad kan jeg så arbejde med hjemme? Der er ikke så mange muligheder igen. Jeg drømmer måske lidt om måske at skrive en bog, eller måske blive psykolog og hjælpe andre med fobier, specielt min egen.

Jeg ved, der er mange spørgsmål for mig lige nu, der er mange ting i mit hoved, men i det mindste tænker jeg nu, hvordan kan jeg leve mit liv til fulde sammen med den her fobi? Hvad skal der til, for at jeg kan leve mit liv sammen med fobien og stadig være glad? Hvilke omgivelser og jobmuligheder skal jeg overveje for at mærke den så lidt som muligt? Nu tænker jeg ikke på, hvor håbløst det er, fordi jeg nu ved, at den her fobi er en del af mig, og uanset om jeg vil det eller ej, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

Hvem ved, måske er det mit kald at hjælpe andre med den her fobi; måske fik jeg den fordi det er meningen med mit liv. Uanset hvad, så ved jeg, at jeg har muligheder, og det har du også! Du må aldrig glemme, at uanset hvad, har du muligheder, det er meget lidt man bliver budt i livet, der er værd at tage sit liv for. Og tag det fra én som aldrig troede, hun overhovedet bare ville have de tanker! Man kan sameksistere med ens dæmoner, de vil altid være der, men man finder altid ud af det. Tro mig!

Jeg ved i hvert fald, at min vej bliver mere klar for mig, som tiden går, og jeg bliver stærkere. Og måske er der en mening med alt. Det handler i bund og grund om, hvordan man bruger det, man får smidt i hovedet og vende det om til, hvordan det her kan hjælpe mig, hjælpe andre, gøre mig klogere, gøre verden klogere, og hvordan vi vælger at se tingene på.

Det tog mig tid at indse dette, og det har været en hård og lang proces, men den har gjort mig en hel del stærkere, og det er sandt hvad man siger om, at det der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Meget kliché og langhåret, jeg ved det. Men tro på det! Det vil ændre dit liv! 🙂

– Mette

Emetofobi – På egne ben

luxury

I sidste blogindlæg kom jeg ind på, hvordan min behandlingsperiode foregik. Jeg kom mest ind på kognitiv adfærdsterapi, den kognitive diamant, og hvordan det hele fungerede. Nu vil jeg så komme ind på, hvordan jeg tog det og brugte det uden for gruppens sikre rammer. Det var også det, vi kaldte for vores “lektier“.

Vi fandt nogle situationer hos os hver især, som var problematiske og lavede “Adfærdseksperimenter” på dem i form af, at vi skulle eksponere. Det vil sige, at vi udsatte os selv for den situation, som var svær for os at være  i, og så skulle vi holde ubehaget ud ved at gøre brug af det, vi havde lært. Meningen med disse eksperimenter var jo så, at vi skulle få nye succesoplevelser, som kunne modbevise vores mening om, at vores sikkerhedsadfærd på nogen måde var behjælpelig for os, for det var de ikke.

For at sætte dig helt ind det, får du her et eksempel:

Jeg ville tage en plastikpose med i min lomme, når jeg skulle noget, hvor der ville være enten mange mennesker, eller hvis jeg skulle ud at køre med offentlig transport, altså i situationer, hvor jeg følte mig specielt sårbar og fanget, og hvor der ikke var mulighed for at gemme mig, hvis jeg skulle kaste op.

Dét at jeg tog en plastikpose med som sikkerhedsadfærd, fik mig til at tro, at jeg kunne forhindre eller i det mindste forberede mig så godt, at jeg ikke ville gøre mig selv ligeså meget til grin, hvis jeg skulle kaste op. Når så jeg havde kørt med bus uden at få brug for plastikposen, så ville jeg tænke, at posen havde gjort mig godt, fordi den gav mig en form for sikkerhed, og derfor kastede jeg ikke op. Dermed ville jeg tage den med en anden gang, fordi den hjalp mig – troede jeg.

Problemet med sikkerhedsadfærd er, at man tror det hjælper én, hvorimod den faktisk hjælper én med at bibeholde ens fobi, fordi man aldrig udsætter sig selv for de situationer uden at være “forberedt”. Ved at jeg altid gjorde brug af sikkerhedsadfærd, byggede jeg en mur omkring min fobi, som kun blev sværere og sværere at nedbryde. Hver gang jeg gjorde brug af en sikkerhedsadfærd, tilføjede jeg endnu en mursten til muren.

Da jeg ikke havde gruppen mere og skulle ud på egne ben, ville testen for alvor begynde. Sidst jeg var på egne ben, var jeg på selvmordens rand, så jeg var bange og ked af at skulle være foruden min kære gruppe og min psykolog.

Men nu hvor min familie og min kæreste havde set alvoren i min fobi, støttede de mig også 100%, og det har været en enorm hjælp for mig.

Det har været rigtig svært, men jeg har ved hjælp af alt det, jeg har lært, fået utrolig mange succesoplevelser! Jeg kan tage ud at spise, jeg kan smage smagsprøver i supermarkedet og være omkring folk (med måde) uden brug af sikkerhedsadfærd, og alt det er kun eksempler på, hvad jeg har opnået. Jeg kan en del flere ting, men arbejder stadig intensivt på det hele; det er ikke slut endnu.

Jeg lærte en vigtig ting ved at nå bunden, og det er, at der er én ting som, er stærkere end frygt: Håb!

– Mette

Emetofobi – Behandlingen

At leve med en fobi

Min behandling bestod hovedsageligt af jævnlige besøg hos min læge, men mest af alt gruppeterapi på “Center for OCD og angstlidelser” i Viborg. Derudover har jeg læst en helt fantastisk bog af  Rob Kelly, som hedder: “Cure your emetophobia and thrive“. (Jeg laver en anmeldelse af den senere). Min psykolog, Maria, spurgte mig, om jeg ville være okay med at komme i en gruppe med tre andre, som hun mente, også havde emetofobi i mindre eller højere grad. Det første jeg tænkte, var: “Tre andre som har emetofobi?!” Jeg havde jo gået det meste af mit liv og troet, jeg var alene med det her, og lige pludselig var der tre andre!

Jeg blev virkelig glad og sagde, at det var jeg helt klart okay med, og jeg ville glæde mig til at møde dem. Gruppen bestod af en ung pige på alder med mig, en midaldrende dame, en midaldrende mand og mig selv.  Først og fremmest fik det mig til at tænke, at den her fobi virkelig kan ramme alle mennesker i alle aldre. Det fik mig også til at tænke, at hvis der er tre bare i Viborg og omegn med emetofobi, så er der sikkert mange som har det, som enten ikke ved det eller ikke tør stå frem på grund af den manglende forståelse for den.

De var alle utroligt rare og gode mennesker, og det gjorde mig utrolig ondt, at de her mennesker skulle have emetofobi. Jeg ville ikke ønske den for mig værste fjende. Men det var fascinerende at høre, hvordan fobien påvirkede deres hverdag, hvor forskelligt det rammer, og hvad der ligger i fokus hos dem. Hos den midaldrende dame (Vi kalder hende Lone) var det utroligt svært at være omkring hendes børn og tage sig af dem, når de var syge.

Lige præcis dét har jeg også selv tænkt meget over. Vil jeg nogensinde kunne tage mig af et barn? Ville jeg blive en god mor? Lone var for mig utrolig behjælpelig. Hun lærte mig, at en mors bånd til et barn er utroligt stærkt, og på trods af den her fobi, som gud ved er ubarmhjertig, så er man der for sine børn. Det gav mig mod til at tro på at jeg nok skal kunne få børn en dag, og jeg nok skal kunne klare morgenkvalme osv.

Metoden, som Maria gjorde brug af, var Kognitiv adfærdsterapi. Og hvad er så det?

“Det er en behandling, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende.
Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkaldende og mere selvunderstøttende, nuanceret og fornuftsbetonet” – Angstforeningen.dk

Kort fortalt: Vi fandt allesammen i fællesskab nogle situationer, som fremprovokerede angst i os. F.eks. ved mig kunne det være at spise ude. Så gennemgik vi situationerne grundigt, så vi var helt klar over, hvad det var i situationen, som specielt medførte angst, og hvilke former for sikkerhedsadfærd vi gjorde brug af.

• Hvilke tanker havde vi (‘katastrofetanker’, kaldte vi det)
• Hvilke alternative tanker kunne vi tænke istedet (tanker, som kunne hjælpe og mindske angsten)
• Så fandt vi frem til eksponeringer, dvs. øvelser hvorpå vi “udfordrede” os selv til at være i den angstprovokerende situation uden at gøre brug af vores sikkerhedsadfærd.

Nedenfor har vi den kognitive diamant, som viser, hvordan ens egne tanker, følelser og adfærd hænger sammen, og hvordan det påvirker kroppen. Det hele er en stor ond cirkel, eller diamant i dette tilfælde. Det viser, hvordan katastrofetankerne medfører en følelse af angst, ubehag o.lig., hvor vi efterfølgende har bestemte sikkerhedsadfærd, som får os til at tro, hjælper os. Og til sidst en fysisk fornemmelse i kroppen, som i mit tilfælde f.eks. kunne være kvalme. Rent psykisk kunne jeg få kvalme af noget så simpelthen som en ond tanke.

diamant

Et eksempel på det hele kunne som nævnt være:

Situation: Ud at spise.

Katastrofetanker: Jeg får madforgiftning, bliver syg og kaster op.

Sikkerhedsadfærd: Jeg tager ikke afsted. Jeg medbringer en pose i min lomme. Jeg spiser det, jeg føler mig mest tryg ved og undgår madvarer, som har størst risiko for at give mig madforgiftning, f.eks. sushi.

Alternative tanker: Jeg har spist her før, der blev jeg ikke syg. Jeg har det kun skidt nu, fordi jeg tænker på min fobi. Hvis jeg skulle blive syg og kaste op, skulle jeg nok også godt kunne klare det.

En eksponering kunne så f.eks. være, at man tager ud og spiser et nyt sted. Bestiller mad, som man ikke normalt ville bestille og udholder situationens ubehag uden brug af sikkerhedsadfærd, kun ved hjælp af alternative tanker.

Jeg håber ikke, jeg har tabt jer på vejen. Men her var det grundlæggende for måden, vi gennemgik behandlingen på. Hvis du har nogle spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte mig.

– Mette

Mit første interview!

WORLD YOU LOVE (1)

Min mission om at nedbryde tabuet om fobier er hermed sat i gang i form af mit første interview, som fandt sted i Radio Skive i eftermiddags. Jeg har i løbet af de sidste par uger undersøgt mine muligheder for at kunne kom ud med mine budskaber hos diverse lokale medier. Det skal jeg nok komme mere ind på i et senere indlæg *tease tease* 😉

Interviewet gik rigtig godt! Jeg havde en smule nerver på, men det havde jeg også regnet med, når det kommer til at tale om min fobi, og så endda i radioen for en masse lyttere. Vi kom både ind på, hvordan jeg er ved at komme min fobi til livs, hvordan min blog skal hjælpe og lidt om min personlige historie.

Tag en lytter!

– Mette

Emetofobi – Alvoren

Vantage Points

Jeg skulle på mit andet skoleforløb. Det første var gået godt, men eftersom min fobi begyndte at kigge mere og mere frem, var jeg mere nervøs for at skulle afsted denne gang. Jeg var nervøs for buffetten, som alle på skolen spiste fra til dagens tre måltider, nervøs for alle menneskene, nervøs for at være alene, for at skulle blive syg så langt væk hjemmefra og at skulle være omkring folk, som slet ikke kendte til min frygt; folk som sikkert kun ville dømme mig, hvis jeg valgte at fortælle dem om det.

Så jeg må indrømme, at jeg nok allerede dér havde dødsdømt mit skoleophold. Alt for mange negative tanker og frygten fik lov til at tage over. Men jeg tog afsted. De første par dage gik fint; jeg savnede Daniel og vores lejligheds trygge rammer, men jeg var glad for at se mine venner igen. De var den eneste grund til, at jeg kunne holde ud til at være på skolen i de 14 dage ad gangen, skønt heller ingen af dem kendte noget til min fobi.

Det blev onsdag i den første uges forløb, og Daniel og jeg havde aftalt, at han skulle komme til Aarhus, efter jeg havde fri, og vi skulle tage ind til byen sammen og få lidt at spise. Allerede på vejen ind til Aarhus i bussen havde jeg nerver på, på grund af at jeg skulle med offentlig transport ind til Aarhus centrum, og fordi vi skulle ud at spise et sted, jeg sikkert ikke havde været før. Alle mine katastrofetanker kørte rundt i hovedet på mig, men i det mindste havde jeg Daniel hos mig. En af de få personer som jeg føler mig 100% tryg ved. Han passede på mig.

Vi kom ind til Aarhus, og vi fandt efter lidt tid (og en del udforskning fra min side af diverse caféers “smileys“) en café med elite-smiley, som jeg gik med til, at vi prøvede. Maden var overraskende god, men jeg havde svært ved at nyde det. Jeg følte mig utrolig ked af, at Daniel skulle hjem igen bagefter, og jeg skulle tilbage til skolen. Ikke nok med det, så kunne jeg ikke lade være med at lade mig påvirke af en bestemt katastrofetanke, som fortalte mig, at jeg skulle tilbage til skolen; ingen dér kendte til min fobi. Hvad nu hvis jeg blev syg af maden? Jeg ville være helt alene, Daniel ville være taget hjem, og alle ville se min panikreaktion og tænke, at jeg var barnlig eller sindssyg.

Da vi havde spist, begyndte min mave at rumstere. Jeg fik ondt i den og begyndte at få kvalme. Jeg fortalte Daniel, at jeg havde det sådan, men uanset hvad han sagde, kunne han ikke berolige mig denne gang. Jeg gik frem og tilbage til caféens toilet med dårlig mave og kvalme, og jeg turde ikke forlade caféen i tilfælde af, at jeg ville komme til at kaste op i gågaden foran alle mennesker. Til sidst sagde Daniel, at han synes, vi skulle gå ud fra caféen, få noget luft, komme væk fra musikken og menneskene. Jeg gik med til det, og vi gik ud for at se, om vi kunne finde et roligt og stille sted.

Efter kort tid kunne jeg mærke, at jeg var på grænsen til at gå i panik. Vi kunne ikke finde et sted, hvor der ikke var mennesker. Jeg havde det stadig skidt, og alle katastrofetankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg begyndte at gå i panik og endte med at falde omkuld midt i gågaden. Jeg vågnede op et halvt minut senere, omgivet af mennesker, som kiggede på mig og spurgte Daniel, om jeg var okay. Jeg går ud fra, at det var min angst og panikken som udmattede mig, og at jeg følte, jeg ikke havde en “safe-zone” at gå hen til. Jeg følte mig direkte fanget og udsat på samme tid. 

Jeg endte den aften med at komme på den Psykiatriske Skadestue i Aarhus, og jeg kunne ikke tage tilbage til skolen efter det. Jeg fik lov af skolen til at tage med Daniel hjem og først komme tilbage til skolen igen mandag morgen til den sidste uges forløb. Jeg havde ufattelig svært ved at tage tilbage den mandag, men jeg gjorde det, og jeg klarede det. Jeg fik nemlig at vide af skolen, at hvis jeg ikke kom tilbage mandag, så skulle jeg starte ugerne forfra med et nyt hold uden mine venner, og det hold skulle jeg være på de sidste to skoleforløb også, ellers ville jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Så jeg tog alt der var tilbage af min motivation, hvilket ikke var meget, og fik gennemført den sidste uge med stor hjælp fra mine venner, som jeg endte med at fortælle om min fobi. De var alle meget støttende, men en del af mig fortrød, jeg fortalte dem det, fordi jeg jo godt vidste, at de ikke helt forstod alligevel.

Efter skoleforløbet begyndte mine problemer med fobien for alvor. Jeg kunne ikke komme på arbejde, og jeg følte mig fortabt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne leve mit liv med den her fobi, så tæt på mig som den er? Den styrede mit liv. Jeg blev deprimeret, selvmorderisk og endte med at blive sygemeldt og miste min elevplads, dog med egen vilje. Min kollega og chef var meget støttende og mente også, at det var det bedste for mig at stoppe og tænke på mig selv, så jeg kunne blive rask. Jeg kom på antidepressiv medicin, og de første måneders tid var jeg kun i lejligheden og kunne ikke træde ud for døren. Mine forældre og Daniel var meget opmærksomme på at tjekke op på mig flere gange om dagen via telefon, og mine forældre kom til Viborg, hver gang jeg havde brug for ikke at være alene.

Jeg kom igennem den tid kun ved hjælp af min familie, min kæreste og min læge. Og kort tid efter begyndte min behandling.

– Mette