Emetofobi - Opdagelsen

Emetofobi – Alvoren

Vantage Points

Jeg skulle på mit andet skoleforløb. Det første var gået godt, men eftersom min fobi begyndte at kigge mere og mere frem, var jeg mere nervøs for at skulle afsted denne gang. Jeg var nervøs for buffetten, som alle på skolen spiste fra til dagens tre måltider, nervøs for alle menneskene, nervøs for at være alene, for at skulle blive syg så langt væk hjemmefra og at skulle være omkring folk, som slet ikke kendte til min frygt; folk som sikkert kun ville dømme mig, hvis jeg valgte at fortælle dem om det.

Så jeg må indrømme, at jeg nok allerede dér havde dødsdømt mit skoleophold. Alt for mange negative tanker og frygten fik lov til at tage over. Men jeg tog afsted. De første par dage gik fint; jeg savnede Daniel og vores lejligheds trygge rammer, men jeg var glad for at se mine venner igen. De var den eneste grund til, at jeg kunne holde ud til at være på skolen i de 14 dage ad gangen, skønt heller ingen af dem kendte noget til min fobi.

Det blev onsdag i den første uges forløb, og Daniel og jeg havde aftalt, at han skulle komme til Aarhus, efter jeg havde fri, og vi skulle tage ind til byen sammen og få lidt at spise. Allerede på vejen ind til Aarhus i bussen havde jeg nerver på, på grund af at jeg skulle med offentlig transport ind til Aarhus centrum, og fordi vi skulle ud at spise et sted, jeg sikkert ikke havde været før. Alle mine katastrofetanker kørte rundt i hovedet på mig, men i det mindste havde jeg Daniel hos mig. En af de få personer som jeg føler mig 100% tryg ved. Han passede på mig.

Vi kom ind til Aarhus, og vi fandt efter lidt tid (og en del udforskning fra min side af diverse caféers “smileys“) en café med elite-smiley, som jeg gik med til, at vi prøvede. Maden var overraskende god, men jeg havde svært ved at nyde det. Jeg følte mig utrolig ked af, at Daniel skulle hjem igen bagefter, og jeg skulle tilbage til skolen. Ikke nok med det, så kunne jeg ikke lade være med at lade mig påvirke af en bestemt katastrofetanke, som fortalte mig, at jeg skulle tilbage til skolen; ingen dér kendte til min fobi. Hvad nu hvis jeg blev syg af maden? Jeg ville være helt alene, Daniel ville være taget hjem, og alle ville se min panikreaktion og tænke, at jeg var barnlig eller sindssyg.

Da vi havde spist, begyndte min mave at rumstere. Jeg fik ondt i den og begyndte at få kvalme. Jeg fortalte Daniel, at jeg havde det sådan, men uanset hvad han sagde, kunne han ikke berolige mig denne gang. Jeg gik frem og tilbage til caféens toilet med dårlig mave og kvalme, og jeg turde ikke forlade caféen i tilfælde af, at jeg ville komme til at kaste op i gågaden foran alle mennesker. Til sidst sagde Daniel, at han synes, vi skulle gå ud fra caféen, få noget luft, komme væk fra musikken og menneskene. Jeg gik med til det, og vi gik ud for at se, om vi kunne finde et roligt og stille sted.

Efter kort tid kunne jeg mærke, at jeg var på grænsen til at gå i panik. Vi kunne ikke finde et sted, hvor der ikke var mennesker. Jeg havde det stadig skidt, og alle katastrofetankerne fløj rundt i mit hoved. Jeg begyndte at gå i panik og endte med at falde omkuld midt i gågaden. Jeg vågnede op et halvt minut senere, omgivet af mennesker, som kiggede på mig og spurgte Daniel, om jeg var okay. Jeg går ud fra, at det var min angst og panikken som udmattede mig, og at jeg følte, jeg ikke havde en “safe-zone” at gå hen til. Jeg følte mig direkte fanget og udsat på samme tid. 

Jeg endte den aften med at komme på den Psykiatriske Skadestue i Aarhus, og jeg kunne ikke tage tilbage til skolen efter det. Jeg fik lov af skolen til at tage med Daniel hjem og først komme tilbage til skolen igen mandag morgen til den sidste uges forløb. Jeg havde ufattelig svært ved at tage tilbage den mandag, men jeg gjorde det, og jeg klarede det. Jeg fik nemlig at vide af skolen, at hvis jeg ikke kom tilbage mandag, så skulle jeg starte ugerne forfra med et nyt hold uden mine venner, og det hold skulle jeg være på de sidste to skoleforløb også, ellers ville jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Så jeg tog alt der var tilbage af min motivation, hvilket ikke var meget, og fik gennemført den sidste uge med stor hjælp fra mine venner, som jeg endte med at fortælle om min fobi. De var alle meget støttende, men en del af mig fortrød, jeg fortalte dem det, fordi jeg jo godt vidste, at de ikke helt forstod alligevel.

Efter skoleforløbet begyndte mine problemer med fobien for alvor. Jeg kunne ikke komme på arbejde, og jeg følte mig fortabt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne leve mit liv med den her fobi, så tæt på mig som den er? Den styrede mit liv. Jeg blev deprimeret, selvmorderisk og endte med at blive sygemeldt og miste min elevplads, dog med egen vilje. Min kollega og chef var meget støttende og mente også, at det var det bedste for mig at stoppe og tænke på mig selv, så jeg kunne blive rask. Jeg kom på antidepressiv medicin, og de første måneders tid var jeg kun i lejligheden og kunne ikke træde ud for døren. Mine forældre og Daniel var meget opmærksomme på at tjekke op på mig flere gange om dagen via telefon, og mine forældre kom til Viborg, hver gang jeg havde brug for ikke at være alene.

Jeg kom igennem den tid kun ved hjælp af min familie, min kæreste og min læge. Og kort tid efter begyndte min behandling.

– Mette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Emetofobi - Opdagelsen