Mit første interview!

Emetofobi – Behandlingen

At leve med en fobi

Min behandling bestod hovedsageligt af jævnlige besøg hos min læge, men mest af alt gruppeterapi på “Center for OCD og angstlidelser” i Viborg. Derudover har jeg læst en helt fantastisk bog af  Rob Kelly, som hedder: “Cure your emetophobia and thrive“. (Jeg laver en anmeldelse af den senere). Min psykolog, Maria, spurgte mig, om jeg ville være okay med at komme i en gruppe med tre andre, som hun mente, også havde emetofobi i mindre eller højere grad. Det første jeg tænkte, var: “Tre andre som har emetofobi?!” Jeg havde jo gået det meste af mit liv og troet, jeg var alene med det her, og lige pludselig var der tre andre!

Jeg blev virkelig glad og sagde, at det var jeg helt klart okay med, og jeg ville glæde mig til at møde dem. Gruppen bestod af en ung pige på alder med mig, en midaldrende dame, en midaldrende mand og mig selv.  Først og fremmest fik det mig til at tænke, at den her fobi virkelig kan ramme alle mennesker i alle aldre. Det fik mig også til at tænke, at hvis der er tre bare i Viborg og omegn med emetofobi, så er der sikkert mange som har det, som enten ikke ved det eller ikke tør stå frem på grund af den manglende forståelse for den.

De var alle utroligt rare og gode mennesker, og det gjorde mig utrolig ondt, at de her mennesker skulle have emetofobi. Jeg ville ikke ønske den for mig værste fjende. Men det var fascinerende at høre, hvordan fobien påvirkede deres hverdag, hvor forskelligt det rammer, og hvad der ligger i fokus hos dem. Hos den midaldrende dame (Vi kalder hende Lone) var det utroligt svært at være omkring hendes børn og tage sig af dem, når de var syge.

Lige præcis dét har jeg også selv tænkt meget over. Vil jeg nogensinde kunne tage mig af et barn? Ville jeg blive en god mor? Lone var for mig utrolig behjælpelig. Hun lærte mig, at en mors bånd til et barn er utroligt stærkt, og på trods af den her fobi, som gud ved er ubarmhjertig, så er man der for sine børn. Det gav mig mod til at tro på at jeg nok skal kunne få børn en dag, og jeg nok skal kunne klare morgenkvalme osv.

Metoden, som Maria gjorde brug af, var Kognitiv adfærdsterapi. Og hvad er så det?

“Det er en behandling, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende.
Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkaldende og mere selvunderstøttende, nuanceret og fornuftsbetonet” – Angstforeningen.dk

Kort fortalt: Vi fandt allesammen i fællesskab nogle situationer, som fremprovokerede angst i os. F.eks. ved mig kunne det være at spise ude. Så gennemgik vi situationerne grundigt, så vi var helt klar over, hvad det var i situationen, som specielt medførte angst, og hvilke former for sikkerhedsadfærd vi gjorde brug af.

• Hvilke tanker havde vi (‘katastrofetanker’, kaldte vi det)
• Hvilke alternative tanker kunne vi tænke istedet (tanker, som kunne hjælpe og mindske angsten)
• Så fandt vi frem til eksponeringer, dvs. øvelser hvorpå vi “udfordrede” os selv til at være i den angstprovokerende situation uden at gøre brug af vores sikkerhedsadfærd.

Nedenfor har vi den kognitive diamant, som viser, hvordan ens egne tanker, følelser og adfærd hænger sammen, og hvordan det påvirker kroppen. Det hele er en stor ond cirkel, eller diamant i dette tilfælde. Det viser, hvordan katastrofetankerne medfører en følelse af angst, ubehag o.lig., hvor vi efterfølgende har bestemte sikkerhedsadfærd, som får os til at tro, hjælper os. Og til sidst en fysisk fornemmelse i kroppen, som i mit tilfælde f.eks. kunne være kvalme. Rent psykisk kunne jeg få kvalme af noget så simpelthen som en ond tanke.

diamant

Et eksempel på det hele kunne som nævnt være:

Situation: Ud at spise.

Katastrofetanker: Jeg får madforgiftning, bliver syg og kaster op.

Sikkerhedsadfærd: Jeg tager ikke afsted. Jeg medbringer en pose i min lomme. Jeg spiser det, jeg føler mig mest tryg ved og undgår madvarer, som har størst risiko for at give mig madforgiftning, f.eks. sushi.

Alternative tanker: Jeg har spist her før, der blev jeg ikke syg. Jeg har det kun skidt nu, fordi jeg tænker på min fobi. Hvis jeg skulle blive syg og kaste op, skulle jeg nok også godt kunne klare det.

En eksponering kunne så f.eks. være, at man tager ud og spiser et nyt sted. Bestiller mad, som man ikke normalt ville bestille og udholder situationens ubehag uden brug af sikkerhedsadfærd, kun ved hjælp af alternative tanker.

Jeg håber ikke, jeg har tabt jer på vejen. Men her var det grundlæggende for måden, vi gennemgik behandlingen på. Hvis du har nogle spørgsmål er du mere end velkommen til at kontakte mig.

– Mette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Mit første interview!