Emetofobi - Behandlingen

Emetofobi – På egne ben

luxury

I sidste blogindlæg kom jeg ind på, hvordan min behandlingsperiode foregik. Jeg kom mest ind på kognitiv adfærdsterapi, den kognitive diamant, og hvordan det hele fungerede. Nu vil jeg så komme ind på, hvordan jeg tog det og brugte det uden for gruppens sikre rammer. Det var også det, vi kaldte for vores “lektier“.

Vi fandt nogle situationer hos os hver især, som var problematiske og lavede “Adfærdseksperimenter” på dem i form af, at vi skulle eksponere. Det vil sige, at vi udsatte os selv for den situation, som var svær for os at være  i, og så skulle vi holde ubehaget ud ved at gøre brug af det, vi havde lært. Meningen med disse eksperimenter var jo så, at vi skulle få nye succesoplevelser, som kunne modbevise vores mening om, at vores sikkerhedsadfærd på nogen måde var behjælpelig for os, for det var de ikke.

For at sætte dig helt ind det, får du her et eksempel:

Jeg ville tage en plastikpose med i min lomme, når jeg skulle noget, hvor der ville være enten mange mennesker, eller hvis jeg skulle ud at køre med offentlig transport, altså i situationer, hvor jeg følte mig specielt sårbar og fanget, og hvor der ikke var mulighed for at gemme mig, hvis jeg skulle kaste op.

Dét at jeg tog en plastikpose med som sikkerhedsadfærd, fik mig til at tro, at jeg kunne forhindre eller i det mindste forberede mig så godt, at jeg ikke ville gøre mig selv ligeså meget til grin, hvis jeg skulle kaste op. Når så jeg havde kørt med bus uden at få brug for plastikposen, så ville jeg tænke, at posen havde gjort mig godt, fordi den gav mig en form for sikkerhed, og derfor kastede jeg ikke op. Dermed ville jeg tage den med en anden gang, fordi den hjalp mig – troede jeg.

Problemet med sikkerhedsadfærd er, at man tror det hjælper én, hvorimod den faktisk hjælper én med at bibeholde ens fobi, fordi man aldrig udsætter sig selv for de situationer uden at være “forberedt”. Ved at jeg altid gjorde brug af sikkerhedsadfærd, byggede jeg en mur omkring min fobi, som kun blev sværere og sværere at nedbryde. Hver gang jeg gjorde brug af en sikkerhedsadfærd, tilføjede jeg endnu en mursten til muren.

Da jeg ikke havde gruppen mere og skulle ud på egne ben, ville testen for alvor begynde. Sidst jeg var på egne ben, var jeg på selvmordens rand, så jeg var bange og ked af at skulle være foruden min kære gruppe og min psykolog.

Men nu hvor min familie og min kæreste havde set alvoren i min fobi, støttede de mig også 100%, og det har været en enorm hjælp for mig.

Det har været rigtig svært, men jeg har ved hjælp af alt det, jeg har lært, fået utrolig mange succesoplevelser! Jeg kan tage ud at spise, jeg kan smage smagsprøver i supermarkedet og være omkring folk (med måde) uden brug af sikkerhedsadfærd, og alt det er kun eksempler på, hvad jeg har opnået. Jeg kan en del flere ting, men arbejder stadig intensivt på det hele; det er ikke slut endnu.

Jeg lærte en vigtig ting ved at nå bunden, og det er, at der er én ting som, er stærkere end frygt: Håb!

– Mette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Emetofobi - Behandlingen