Emetofobi - På egne ben

Emetofobi – Min fremtid?

FAIL (1)

Da jeg nåede bunden, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg havde en fremtid. Når man har emetofobi, påvirker det sådan set alle tænkelige aspekter i ens liv, fordi der er så ufattelig mange ting, som kan få en til at kaste op. Det værste er dog tanken om ikke at kunne få børn på grund af det. Min mor var utrolig syg, dengang hun bar mig. Hun kastede op hele tiden. Jeg har stadig min tvivl omkring at kunne klare det.

Ikke nok med det, lad os sige jeg klarede de ni måneders graviditet, hvad så når mine børn bliver syge? Jeg kan jo ikke tage mig af dem. Sikken mor jeg ville være. Det er frygteligt at tænke på alt det her, og det gør rigtig ondt.
Jeg vil jo gerne have børn med Daniel engang, også fordi jeg ved, han rigtig gerne vil have børn, og jeg ved, at han ville blive en fantastisk far! Han fortjener det. Og jeg håber, at jeg når den tid kommer, ville kunne give ham det.

Dét at alle de her tanker stadig stresser mig og påvirker mig, viser mig alligevel, at jeg har meget at arbejde på endnu, og heldigvis er hverken Daniel eller jeg klar til børn endnu alligevel, så jeg har masser af tid til at blive klar. Derimod at skulle ud i arbejde igen, det er ikke så langt væk endda. Først og fremmest aner jeg ikke, hvad jeg vil, eller hvad jeg egner mig til, når der er det her hensyn, der skal tages. Og for det andet, kan jeg arbejde 37 timer igen?

“If you go around being afraid, you’re never going to enjoy life. You have only one chance, so you’ve got to have fun.”

– Lindsey Vonn

Jeg har længe tænkt, at det ville være dejligt bare at kunne arbejde hjemmefra. Bare være mig selv. Ikke at skulle bekymre sig om, hvornår fobien ville vise sig igen, mens man var på arbejde, ikke at skulle være bange for at blive smittet af enten kolleger eller kunder, og ikke mindst bare at kunne være glad for det, jeg laver og ikke skulle fokusere på fobien, fordi jeg er i min “safe zone” Jeg er tryg her. 

Dét tænkte jeg, ville være det absolut mest ideelle for mig. Jeg er også introvert af person, så jeg nyder mit eget selskab og arbejder bedst alene. Men hvad kan jeg så arbejde med hjemme? Der er ikke så mange muligheder igen. Jeg drømmer måske lidt om måske at skrive en bog, eller måske blive psykolog og hjælpe andre med fobier, specielt min egen.

Jeg ved, der er mange spørgsmål for mig lige nu, der er mange ting i mit hoved, men i det mindste tænker jeg nu, hvordan kan jeg leve mit liv til fulde sammen med den her fobi? Hvad skal der til, for at jeg kan leve mit liv sammen med fobien og stadig være glad? Hvilke omgivelser og jobmuligheder skal jeg overveje for at mærke den så lidt som muligt? Nu tænker jeg ikke på, hvor håbløst det er, fordi jeg nu ved, at den her fobi er en del af mig, og uanset om jeg vil det eller ej, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det.

Hvem ved, måske er det mit kald at hjælpe andre med den her fobi; måske fik jeg den fordi det er meningen med mit liv. Uanset hvad, så ved jeg, at jeg har muligheder, og det har du også! Du må aldrig glemme, at uanset hvad, har du muligheder, det er meget lidt man bliver budt i livet, der er værd at tage sit liv for. Og tag det fra én som aldrig troede, hun overhovedet bare ville have de tanker! Man kan sameksistere med ens dæmoner, de vil altid være der, men man finder altid ud af det. Tro mig!

Jeg ved i hvert fald, at min vej bliver mere klar for mig, som tiden går, og jeg bliver stærkere. Og måske er der en mening med alt. Det handler i bund og grund om, hvordan man bruger det, man får smidt i hovedet og vende det om til, hvordan det her kan hjælpe mig, hjælpe andre, gøre mig klogere, gøre verden klogere, og hvordan vi vælger at se tingene på.

Det tog mig tid at indse dette, og det har været en hård og lang proces, men den har gjort mig en hel del stærkere, og det er sandt hvad man siger om, at det der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Meget kliché og langhåret, jeg ved det. Men tro på det! Det vil ændre dit liv! 🙂

– Mette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Emetofobi - På egne ben