Emetofobi - Et tabu

Emetofobi – Opdagelsen

At Leve med en fobi - del 2 (3)

Da jeg blev ældre, mødte Daniel og begyndte i skole igen efter gymnasiet for at uddanne mig til salgsassistent, så var det ligesom om, at fobien fortrak sig lidt. Måske i takt med, at jeg mødte nye mennesker, som jeg gerne ville imponere, og jeg var bange for, at de ville dømme mig. Så jeg “tog mig sammen” – ubevidst vel at mærke, men stadig gjorde jeg det. Eftersom jeg havde fanget Daniel, vi flyttede sammen, skolen blev afsluttet, og jeg stod igen og bare havde mig selv at tænke på, så var det, at fobien begyndte at krybe frem igen. På daværende tidspunkt (ca. 2 år siden) vidste jeg stadig ikke, at det jeg havde, faktisk var en fobi.

Jeg havde kendt Daniel i næsten 6 måneder, før jeg ikke kunne holde det fra ham mere. Det skal siges, at Daniel er en utrolig rar, meget moden og forstående mand så det, at jeg ikke engang følte, at jeg kunne fortælle ham det, før han oplevede et panikanfald, viser igen hvor tabuiseret og flov man kan føle sig over “emetofobi”. (Han tog det rigtig pænt, og han var selvfølgelig forstående, men også en del overrasket over, hvordan man kunne være så bange for at kaste op.)

Kort efter min første episode med Daniel fik jeg en elevplads, og tankerne for fobien kunne igen træde lidt til side. Jeg havde det super godt, tiden gik, og pludselig havde jeg været der i et år og manglede bare et enkelt år mere, før jeg var færdiguddannet. Jeg kunne godt mærke, at min fobi havde taget mere og mere til eftersom, at jeg blev mere komfortabel med Daniel, og der var gået meget hverdag i  det hele. En aften læste jeg mig frem til, at der fandtes en fobi, som hed “emetofobi” og tænkte straks, at det var mig ned til punkt og prikke. Jeg følte mig lettet over at vide, at der faktisk var andre med samme frygt, og pludselig følte jeg mig ikke så alene mere. Jeg fortalte straks mine forældre og Daniel om min opdagelse, men blev mødt med nogle knap så overbeviste og interesserede holdninger; igen følte jeg lidt, at min angst (som jeg følte styrede mit liv mere og mere) blev børstet væk.

Det tog lidt tid og lidt flere samtaler med min familie før de “anerkendte” det som en fobi. Dog stadig ikke klar over alvoren, som snart ville vise sig for både dem og mig selv.

Fortsættelse følger.

– Mette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Emetofobi - Et tabu